Hackere har fundet ny vej ind i iOS-enheder

Hackere kan udnytte svagheder i Test Flight og WebClips til iOS til at installere malware på brugernes Apple-enheder.

Hackere har fundet ny vej ind i iOS-enheder

Der er stadig dem, der tror, at Apples meget lukkede økosystem gør, at enheder som iPhone og iPad er stort set immune overfor malware. Hen over de seneste år er den indstilling gang på gang blevet modbevist. Som endnu et søm i kisten har sikkerhedsselskabet Sophos i et blogindlæg for nylig afsløret endnu et par nye metoder, hackerne udnytter for at installere malware i Apple-enheder.

Testfunktion udnyttes af hackere

Her hedder det, at hackerne udnytter to allerede eksisterende iOS-funktioner til at komme ind bag Apples tætte skodder. En af dem er Test Flight, der giver udviklere mulighed for at udvikle apps og betateste dem uden af behøve først at gennemgå den komplette gennemgang af appen, som Apple ellers altid udfører.

Visse hacker udnytter efter sigende dette til at skabe falske hjemmesider, der udgiver sig for at komme fra ægte selskaber, og derefter lægge deres app op som Test Flight, hvor intetanende brugere downloader dem.

Se også: Nyheder om cybersikkerhed

Falske logoer 

Den anden metode, der nævnes, involverer WebClips, hvor brugere kan lægge en webside ind på hjemskærmen, så de hurtigere kan få adgang til den.

Hackerne kan skabe logoer til disse websider, så de ser ud til at være den ægte vare, og man som bruger ikke er så opmærksom og i stedet kommer til at åbne den med malware i stedet. Vel inde på siden logger man måske ind og bliver dermed af med sine oplysninger.

Begge disse fremgangsmåder er lette at opdage for tech-kyndige, men det bedste, man kan gøre, er kun at downloade apps direkte fra Apples egen iOS App Store.

Se også: De billigste priser på iPhone