Huawei rammer tre procent markedsandel på telefoner
Til maj er det tre år siden, at de amerikanske myndigheder føjede Huawei til landets entity-liste over selskaber, som amerikanske virksomheder ikke må handle med. Det betød, at Huawei ikke kunne få de chipset, de ønskede og at de ikke kunne få samme adgang til Android som normalt og ikke måtte tilbyde Googles tjenester til deres brugere.
Var blandt de allerstørste mobilproducenter for to år siden
Forbuddet står stadig ved magt og det har ramt Huawei virkelig hårdt på mobilsalget. I 2019 solgte Huawei 240,6 millioner telefoner (det var inden forbuddet for alvor gav selskabet problemer) og solgte faktisk flere telefoner end Apple og blev kun overgået af Samsung, der solgte 298 millioner telefoner det år.
I 2020 solgte Huawei 188,5 millioner telefoner, hvilket gav dem tredjepladsen over verdensstørste mobilproducenter med 15 procent af markedet, men salget af telefoner i 2021 viser, hvor svært selskabet faktisk har haft det og får det fremover også, hvis forbuddet ikke ophæves. Kun 35 millioner telefoner solgte selskabet, hvilket giver en markedsandel på 3 procent.
Samsung, Apple og Xiaomi topper med 20, 18 og 14 procent henholdsvis.
Også stor tilbagegang i Kina
Huaweis smartphone-salg er primært sket i hjemlandet Kina, men selv her går det massivt tilbage for Huawei.
Efter at have haft en markedsandel på 23 procent i fjerde kvartal 2020, kom selskabet ud af fjerde kvartal 2021 med en markedsandel på 7 procent. Det svarer til et fald på 73 procent over et år.
Se også: Sammenlign priser på telefoner