Intel: Manglen på chips udjævnes snart

Intel har netop fremlagt regnskab og forventer, at manglen på chips udjævner sig i andet halvår af 2021. Først i 2023 vil efterspørgslen kunne indhentes.

Intel: Manglen på chips udjævnes snart

Direktør for Intel, Pat Gelsinger, benyttede selskabets konferenceopkald om regnskabet for 2. kvartal 2021 til at spå om fremtiden. Han mener, at det kommer til at tage op mod to år for branchen inden for halvlederteknologi at kunne følge med den enorme efterspørgsel.

Samtidig mener han, at den nuværende mangel kommer til at udjævne sig i andet halvår af 2021. Manglen på chips vil dog fortsætte helt frem til 2023, lyder det fra direktøren. Den udmelding stemmer overens med hvad amerikanske IBM for nylig meldte ud. Her lød det også, at chipmanglen vil fortsætte helt frem til 2023.

Det vil tage et eller to år mere, før branchen er i stand til helt at indhente efterspørgslen, sagde Pat Gelsinger under konferenceopkaldet.

Årsagen til, at manglen fortsætter flere år endnu, er at det ganske enkelt tager meget lang tid at opbygge øget produktionskapacitet.

Læs også: Ny fleksibel mikrochip kan blive starten på ‘internet of everything’

5G og kunstig intelligens kommer til at spille en stor rolle

Ifølge Gelsinger er Intel er i gang med at oprette nye produktionsanlæg i USA, Europa og Mellemøsten, og virksomheden skulle have mere end 100 kunder i kø. Han oplyste også, at Intels afdeling for datacentre er på vej i den rigtige retning efter et lavpunkt i årets 1. kvartal, og han mener, at afdelingen kommer til at blive transformeret af 5G.

Også selvkørende biler kommer til at betyde et opsving for datacentrene, sagde han, og omtalte de seneste tests ved Intels Mobileye-facilitet, der for nylig sendte en selvkørende bil ud på New York Citys gader. Intel-direktøren fortalte også, at Mobileye ved slutningen af året kommer til at have mere end en million køretøjer, der giver telemetri til såkaldt dynamisk crowdsourced kortlægning.

Omsætningen for afdelingen steg 124 procent i forhold til året før til 327 millioner dollars. Det er en kraftig vækst, men bilindustrien oplevede en nedgang på grund af coronapandemien, så det har spillet ind, påpegede Intel. Gelsinger forklarede, at Intel er i gang med at ”tilføre kunstig intelligens på tværs af alt, hvad vi foretager os”. Han forventer, at markedet for den teknologi kommer til at vokse med mere end 20 procent i 2021.

Intels nettoindkomst i 2. kvartal gik ned med én procent til 5,1 milliarder dollars med en omsætning på 19,6 milliarder dollars.

Se også: IBM: Manglen på chips først slut i 2023