Qualcomm lancerer Quick Charge 5: Fuld opladning på kun 15 minutter
Mange har nok stadig en smartphone, som er omkring en time til halvanden time om en fuld opladning, og selv om det er hurtigt i forhold til for måske fem år siden, så er det langsomt i forhold til den nyeste udgave af Quick Charge-teknologien, som chipproducenten Qualcomm netop har præsenteret.
Med Quick Charge 5 kan du nemlig lade telefonen op fra 0 til 50 % på kun 5 minutter. Og en hel opladning tager intet mindre end et kvarter. Det er en enorm forbedring fra Quick Charge 4 fra 2016, som på papiret kan gå fra 0 til 50 % på 15 minutter.
Qualcomm oplyser, at Quick Charge 5 er fire gange hurtigere end forrige teknologi. Quick Charge 5 er også 70 % mere effektiv end tidligere løsninger. Det betyder, at telefoner vil være op til 10 grader køligere end ved tidligere generationer af Quick Charge.
Med Quick Charge 5 går opladningen så tjept, at Qualcomm kalder teknologien for verdens hurtigste kommercielle opladningsteknologi. Oppo har dog også for nylig annonceret fuld opladning fra 0 til 100 % på 15 minutter, så den titel må de nok deles om.
Læs også: Oppo AirVOOC oplader telefonen trådløst på kun 30 minutter
Quick Charge 5 er bagudkompatibel
Ligesom tidligere generationer af Quick Charge er Quick Charge 5 også bagudkompatibel. Det vil sige, at du også kan hurtigoplade Quick Charge 5-telefoner med ældre generationer af Quick Charge – dog kun op til den hastighed, som den pågældende oplader understøtter.
Quick Charge 5 er baseret på den såkaldte PD-PPS-standard (USB Power Delivery Programmable Power Supply) med en effekt på op til 100 watt. Derfor kan du ikke kun oplade Quick Charge 5-kompatible smartphones med certificerede Quick Charge 5 opladere, men også generiske PD-PPS-opladere med den rette strømstyrke og spænding.
Hvad så med holdbarheden på batterierne? Mediet Anandtech spurgte Qualcomm, om batteriteknologien har forbedret sig til et niveau, hvor fuld opladning på et kvarter kan ske uden at skade batteriet. Hertil svarede Qualcomm ja, men ifølge Anandtech er der dog stadig blandt kilder i branchen en forståelse af, at så hurtig opladning vil skade batteriets holdbarhed i en eller anden grad.
Mere til sagen
Siden redaktionen publicerede artiklen er der kommet nyt i sagen. Lasse Olsen fandt det relevant at følge op på temaet. 28/7/2020 kom der flere nuancer om emnet med nyheden; OnePlus Nord dumper JerryRigEverythings ekstreme torturtest – Følg den videre udvikling her. Meget er sket siden. Klik her for at læse seneste nyt om emnet..