Rygte: Google arbejder på eget tastatur til iPhones
Siden iOS 8 har det været muligt at skifte Apples standardtastatur ud med andre tastaturer, f.eks. SwiftKey og Fleksy. Nu forlyder det, at også Google vil tilbyde et alternativt tastatur til iOS-brugere. Det skriver The Verge.
Google har i årevis haft sit eget tastatur til Android, men de fleste producenter af Android-smartphones vælger dog at lægge sit eget ind som standardtastaturet. Derfor er det formentligt ikke nær så mange, der får gavn af Google-tastaturets funktioner, som Google helst så.
Læs også: Apple vil flytte dig fra Android til iOS med ny app
Derfor kan understøttelse på iOS-platformen formentligt give god mening, da det blot skal udgives som en app i App Store. Det som Googles tastatur vil udmærke sig med er muligheden for at swipe ordene i stedet for at trykke på hvert enkelt bogstav. Ved at trykke på tastaturets Google-logo skulle man få nem adgang til en Google-søgning, lige som der vil være nem søgning af billeder og GIF-animationer – selvfølgelig også med Googles egen søgemaskine for at fremme antallet af iOS-søgninger.
Ifølge rygtet fra The Verge har tastaturet allerede været i brug hos Googles medarbejdere i adskillige måneder, men Google nægtede at kommentere på rygtet, og det vides derfor heller ikke, om og hvornår en lancering af Google-tastaturet til iOS finder sted.