Samsung udvider 7 års opdateringer til nye produkter
Det skal ikke længere kun være smartphones og tablets, der får op til 7 års opdateringer, mener Samsung. Den sydkoreanske elektronikgigant hæver nu barren ved også at love op til 7 års opdateringer til husholdningsprodukter og smart home-produkter.
Tiltaget fra Samsung forlænger levetiden på dyrt indkøbte husholdningsprodukter og minimerer mængden af unødvendigt elektronikaffald.
Se også: Priser og tilbud på Samsung-vaskemaskiner
Samsungs vaskemaskiner og køleskabe får op til 7 års opdateringer
Samsung udvider nu sin generøse opdateringspolitik til også at omfatte internetopkoblede smart home-apparater såsom køleskabe, vaskemaskiner og tørretumblere med styresystemet Tizen. Ligesom på nyere Samsung Galaxy-telefoner får disse produkter nu op til syv års softwareopdateringer.
Kommende WiFi-forbundne apparater fra Samsung får desuden Samsungs velkendte One UI-brugergrænseflade oven på Tizen-styresystemet. Produkterne får dermed en brugerflade, der minder om den, som man kender fra Samsung-smartphones eller Samsung-tv.
Fra 2026 introduceres også “Now Brief”, som giver personlig information som vejr og kalenderopdateringer direkte på apparaternes skærme. Samme funktion er allerede tilgængelig på Samsungs telefoner.
Se også: Priser og tilbud på Samsung-tørretumblere
Længere levetid og mindre elektronikaffald
De op til 7 års opdateringer er et nybrud inden for husholdningsprodukter og smart home-produkter. Det er ikke nyt, at sådanne produkter får opdateringer, hvis bare de er internetopkoblede – altså smarte. Men det har hidtil været lidt af et lotteri, hvilke produkter der får opdateringer og hvor længe – typisk kun i få år.
Med initiativet hæver Samsung barren inden for smarte husholdningsprodukter og sikrer, at internetforbundne husholdningsprodukter, som ofte kan være dyre i indkøb, får får vigtige softwareopdateringer i mange år. Opdateringerne retter dels alvorlige sikkerhedsfejl og introducerer dels nye funktioner. Dermed får du som kunde meget mere ud af dit produkt.
Med tiltaget satser Samsung også på at gøre sine husholdningsprodukter mere fremtidssikrede, hvilket kan minimere mængden af elektronikaffald – noget som EU længe har presset på for. Den længe softwareunderstøttelse vil alt andet lige også gøre Samsungs økosystem af husholdningsprodukter og forbrugerelektronik mere interessant, da kunderne får en mere ensartet brugeroplevelse og et økosystem af produkter, der taler sammen – også mange år ud i fremtiden.
Se også: Priser og tilbud på Samsung-køleskabe
Perspektivering
Samsung er, sammen med Google, førende når det kommer til softwareopdateringer til telefoner og tablets. Samsung giver også 7 års opdateringer til mange af sine smartphones.
I tvivl om, hvor længe din telefon får opdateringer? Se hvilke telefoner der får opdateringer i længst tid.