Smartphone-startup lukker og slukker

Mobilproducenten Essential, som står bag smartphonen Essential PH-1, kaster håndklædet i ringen og lukker ned for virksomheden. 

Smartphone-startup lukker og slukker

Essential – startuppen bag firmaets eneste smartphone PH-1 – er færdige med at lave smartphones. Firmaet lukker nemlig ned for alle dets aktiviteter og planer om at lancere en ny smartphone. Det oplyser selskabet på dets hjemmeside.

Firmaet blev stiftet i 2015 af Google-medstifteren Andy Rubin og var under stor mediebevågenhed, da firmaet i 2017 lancerede dets første – og altså eneste – smartphone, Essential Phone eller forkortet Essential PH-1. Smartphonen var den første af sin slags, der havde det skærm-til-skærm-design og en ‘notch’ med plads til frontkameraet – et design som i årene efter har været at finde hos de fleste andre smartphoneproducenter.

Essential PH-1 adskilte sig også fra konkurrenterne ved at have et meget minimalistisk design med en ramme af titanium og en keramisk bagside. På softwaresiden kørte Essential PH-1 med en helt ren udgave af Android, og firmaet gjorde sig ofte bemærket ved at udrulle sikkerhedsopdateringer op til flere dage, før de var klar til Googles egne Pixel-smartphones.

Læs også: Android-skaber lancerer smartphone: The Essential Phone

Forsøgte at redefinere smartphonen med nyt koncept

Siden lanceringen af Essential PH-1 har firmaet arbejdet på en radikalt anderledes smartphone, som ikke lignede noget, der tidligere er set. Smartphonen gik under det foreløbige navn Projekt GEM og lignede mest af alt en ekstra lang og halv så bred smartphone, som skulle være optimeret til at blive betjent med en hånd.

 

Telefonen var baseret på Android ligesom debutsmartphonen PH-1, men brugerfladen var væsentlig anderledes og bød på en markant simplificeret udgave af velkendte apps som Gmail og Outlook. Også tastaturet var radikalt anderledes end på andre smartphones. Visionerne og ambitionerne med Project GEM var ikke til at tage fejl af, men Essential nåede altså aldrig at realisere det ambitiøse projekt.

Essential oplyser, at PH-1 fik den sidste sikkerhedsopdatering den 3. februar 2020, og derfor kommer der altså ikke flere opdateringer til den tidligere topmodel. Essentials mailtjeneste, Newton Mail, lukker også ned den 20. april 2020, og derefter lukker Essential helt ned.

Læs også: Essential fremviser nyt spændende smartphone-design

Mere nyt i sagen

Sagen har udviklet sig. Siden vi kørte artiklen er der sket mere. Lasse Olsen fastholdt sit fokus på emnet. 7/2/2020 fulgte vi op med nyheden Android-smartphones ramt af alvorlig Bluetooth-sårbarhed – Den videre beretning kan læses her. Tjek også seneste nyt om emnet ved at klikke her..