Den kinesiske bilgigant BYD har nået en milepæl, der for alvor sætter de etablerede bilproducenter til vægs. Selskabet beskæftiger nu mere end 1,02 millioner mennesker på globalt plan.
Det betyder, at BYD nu har flere ansatte end Toyota, Tesla, Ford og GM tilsammen, skriver Electrek.
Større end konkurrenterne lagt sammen
Ifølge tal offentliggjort af BYD’s bestyrelsesformand, Wang Chuanfu, og omtalt af elbilmediet Electrek, har virksomheden ansat over 150.000 nye medarbejdere på blot ti måneder.
Det bringer arbejdsstyrken op på et niveau, hvor BYD alene har flere ansatte end giganterne Toyota, GM, Ford og Tesla lagt sammen.
En stor del af forklaringen ligger i BYD’s såkaldte vertikale integration. Hvor traditionelle mærker køber et hav af komponenter hos underleverandører, fremstiller kineserne stort set alt selv – lige fra mikrochips og elmotorer til hele batteripakker.
Det mest opsigtsvækkende tal i bunken er dog de 120.000 ingeniører, der udelukkende arbejder med forskning og udvikling. Det er næsten lige så mange hoveder, som Tesla beskæftiger i hele deres globale organisation.

Fuld kontrol giver massive fordele
Strategien med at producere stort set al indmad selv giver BYD en række markante fordele, som de fleste bilproducenter ikke har.
For det første skærer det fordyrende mellemled og underleverandørernes avancer væk, hvilket holder produktionsomkostningerne nede.
For det andet gør det udviklingen hurtigere. BYD behøver ikke vente på eksterne partnere, men kan anvende ny teknik direkte på egen fabrik.
Endelig gør det BYD ekstremt modstandsdygtige over for flaskehalse i forsyningskæden.
Læs ogsåSeneste nyheder om kommende elbilerBYD satser nu stort på Europa
Væksten er dog langt fra uden bump på vejen. Hjemme i Kina kæmper BYD med faldende bilsalg og en nådesløs priskrig.
Redningen hedder i stigende grad international ekspansion, hvor salget er eksploderet med over 90 procent og nu udgør omkring 43 procent af det samlede volumen.
Her spiller det europæiske marked en afgørende hovedrolle. Danske og europæiske bilkøbere tager i stigende grad de prisstærke kinesiske modeller til sig.
For at fastholde sit momentum i Europa er BYD tvunget til at bygge bilerne lokalt, blandt andet på fabrikken i Ungarn.
Læs ogsåSeneste test og anmeldelser af elbiler