Tidligere Apple-chefdesigner henter designeren bag iPhone

Tang Tan, designeren for iPhone, Apple Watch og AirPods, forlader Apple for at skifte til firmaet LoveFrom, som den tidligere Apple-chefdesigner Jonathan Ive skabte i 2019.

Tidligere Apple-chefdesigner henter designeren bag iPhone

Der har på det seneste været en større udskiftning blandt Apples stab. Tidligere på måneden forlod Steve Hotelling – manden bag hundredvis af patenter og opfindelser som multi-touchskærmen, Touch ID og Face ID – Apple.

Nu er det chefdesigneren af blandt andet iPhones, Tang Tan, som forlader Apple.

Læs også: EU tvinger Apple til at åbne op for NFC-mobilbetaling på iPhone

Skifter til tidligere Apple-designchefs firma

Modsat Steve Hotelling, som gik på pension, bliver Tang Tan ikke arbejdsløs. Han har nemlig fået jobbet som ledende designer i virksomheden LoveFrom. Det er ikke hvem som helst, der står i spidsen for LoveFrom. Det er nemlig Jonathan Ive, der var Apples chefdesigner fra 1992 til 2019.

Tang Tan skal lede udviklingen af hardware til AI-drevne enheder i Jonathan Ives virksomhed. Det kommer til at ske i et samarbejde med Sam Altman, som er direktør i OpenAI, der blandt andet står bag ChatGPT. Sammen skal de skabe hardware, der kan udnytte den seneste deep learning-teknologi. På sigt skal det udvikle sig til sin egen, selvstændige virksomhed.

Sam Altman var ellers en kort tur ude i kulden hos OpenAI, da han sammen med den øvrige topledelse blev fyret i slutningen af november måned. Efter en weekend med stor uenighed internt i firmaet om Sam Altmans fremtidige rolle i selskabet vendte han tilbage til sin stilling.

Hos Apple var Tan leder for designet af blandt andet iPhone og Apple Watch. Der er ingen tvivl, om at han efterlader et stort hul hos Apple.

Har hentet 20 Apple-medarbejdere

Tang Tan er langt fra den første, som forlader Apple til fordel for Jony Ives fortsat relativt unge firma.

Jony Ive har nemlig fået selskab af intet mindre end 20 tidligere Apple-ansatte. Jonathan Ive fortsatte som konsulent for Apple fra 2019 frem til juli 2022, hvor parterne endegyldigt afsluttede deres mangeårige samarbejde. 

Læs også: Apple lancerer iOS 17.2 og watchOS 10.2 – her er nyhederne