Windows 11 SE – nyt våben mod Chromebooks

Microsoft har lanceret en variant af Windows 11, der udelukkende skal bruges til skolebrug . Her er alt du skal vide om Windows 11 SE.

Windows 11 SE – nyt våben mod Chromebooks

Microsoft har netop løftet sløret for en helt ny udgave af Windows 11, som er rettet mod uddannelser og skolebrug. Målet med Windows 11 SE er tydeligt: Det skal tage kampen op mod Googles Chrome OS og Chromebooks. Her er hvad du skal vide om Windows 11 SE.

Det er ikke første gang Microsoft forsøger sig med et styresystem, der er bygget til skolebrug. De har dog endnu ikke ramt plet og har haft svært ved at forstå hvorfor – og hvorfor Chromebooks er blevet så succesfulde. Efter noget tid i tænkeboksen er Microsoft nu klar med næste store satsning til skolerne: Windows 11 SE. Hvad er Windows 11 SE og hvad gør det bedre til brug i skoler? Det kigger vi nærmere på her.

Læs også: De første test af Windows 11 – skal du opdatere nu?

Windows 11 SE er udelukkende til skoler

Modsat det almindelige Windows 11 er Windows 11 SE udelukkende til skole- og uddannelseskunder. Windows 11 SE vil kun være tilgængelig på nye billige enheder og kun for skoler og uddannelser. Windows 11 SE er optimeret til Microsofts egne apps, som Edge, Office og Microsofts cloud-baserede tjenester, men er (heldigvis) ikke begrænset til kun Microsoft-apps. Windows 11 SE understøtter også tredjepartsapps, som fx Zoom og Google Chrome.

IT-administratorer vil have fuld kontrol over, hvilke apps der installeres, og en computer med 11 SE kan indstilles til at opdatere udenfor undervisningstiden.

Windows 11 SE
Windows 11 SE kommer med Microsoft 365 præinstalleret.

Læs også: Hvornår kommer Windows 11?

Hvad er anderledes i Windows 11 SE?

Microsoft har brugt de sidste 18 måneder på at tale med lærere og studerende for at få feedback på sin hidtidige indsats med billige bærbare Windows-computere. Den feedback har ført til, at apps i Windows 11 SE altid starter i fuldskærmstilstand. Og Microsoft har fjernet de mange Snap Layouts fra det normale Windows 11 i denne udgave til fordel for en mere simpel tilstand, hvor man kan placere apps side om side.

Dette matcher meget godt med resten af ændringerne, man finder i Windows 11 SE. Det er generelt mere simpelt, hvor funktioner fra Windows 11 er fjernet. Det gælder fx også den nye funktion med widgets, som dermed ikke vil distrahere eleverne. Backup til OneDrive er automatisk aktiveret på Windows 11 SE.

Microsoft påstår at de har foretaget en masse optimeringer, som sikrer Windows 11 SE er hurtigt på billige og mindre kraftige bærbare computere.

Hvornår kommer Windows 11 SE?

Microsoft forventer, at de første bærbare computere med Windows 11 SE kommer senere i år og ind i 2022. Windows 11 SE skulle kunne køre på computere med 4 GB RAM og 64 GB lagerplads. Microsoft selv fortæller, at Surface Laptop SE er et godt bud på typen af computer, som Windows 11 SE vil kunne køre på.

Læs også: Microsoft introducerer Windows 11 med store designændringer

Seneste nyt om kahoot

Emnet er stadig relevant. Steen Jørgensen kunne ikke slippe historien. 4/10/2021 blev sagen bragt videre med en nyhedsartikel med fokus på Dansk skole forbyder smartwatch for de mindste – Nyheden kan læses her. Se også seneste nyt om temaet her.