Julen 2007: Sms-rekord juleaften
Juleaften blev rekordernes aften for teleselskaberne.
Sonofon oplevede en fremgang på godt 18 procent, når juleaften 2007 sammenlignes med 2006. Tallene dækker hele den 24. december til 25. december klokken 6 om morgenen. I realtal er fremgangen fra 10,1 til 11,9 millioner beskeder modtaget i Sonofons netværk. Telias fremgang er endnu større, nemlig 44 procent.
– "Vi havde forventet, at slå alle rekorder og er tilfredse med, at vores mobilnet klarede det store pres uden problemer. Takket være vores moderselskab Telenor, havde vi fået tildelt ekstra server-kapacitet, så alt gik som smurt", siger markedsdirektør i Sonofon, Peter Berg.
Det samlede tal for Telias mobilnet i hele julen, dvs. fra 23. december til 26. december kl. 12 er 56,4 millioner afsendte sms-beskeder, hvoraf de 18,8 million blev sendt juleaften den 24. december. Selskabet noterer desuden 45,1 millioner telefonopkald i samme periode.
– ”Vi havde nok troet, at der ville blive sendt omkring 40 mio. sms’er her til jul, men at der rent faktisk blev sendt 56,4 mio. havde vi slet ikke regnet med,” siger Rune Fick Hansen, pressechef i Telia.
Landets største teleselskab TDC laver ikke beregninger for juleaften og Teleselskabet 3 ønsker ikke at oplyse deres tal.