Kameraduel: Sony Xperia Z2 mod HTC One (M8)
Sidste uge matchede Mobilsiden.dk kameraerne i de to nye superstjerner, HTC One M8 og Samsung Galaxy S5, op mod hinanden i sidste uge. Ikke overraskende var de 16 megapixels i Samsung Galaxy S5 langt overlegne i forhold til HTC’s i dagslys, men de små pixels i S5 fik svært ved at følge med HTC under svære lysforhold.
En anden bejler til kameratronen finder man i Sonys kommende flagskib: Xperia Z2. Sony anvender også små pixels som i Samsungs flagskib, men har udstyret vidunderet med en 50% mere lysstærk optik på f/2.0. Billedchippen hos Z2 er også 60% større end HTC’ens. Sony er altså en stærk rival til HTC One M8 og Samsung Galaxy S5.
Første mission: Gråvejr
Første round foregår i dagslys, sceneriet er igen en forårsgrå eftermiddag i Taastrup. I fuldt dagslys fokuserer HTC One M8 tjept og sikkert, Sonyen skal dog have et millisekund eller to mere før fokus er i hus. Den Z2 vi anvender er en prototype, så der kan stadigt nå at komme flere forbedringer i ydelsen.
Begge kamphaner arbejder bravt for at pumpe liv i den grå scene, HTC har en lidt varmere farve og lidt større kontrast der flatterer. I det andet ringhjørne er Sony Z2 mere nuanceret i farverne. Himlen er eksempelvis ikke brændt ud, hele billedet har dog et svag lyserødt skær.
Zoomer man helt ind, overhaler Xperia Z2 som forventet HTC One M8. Der er bare langt flere detaljer at hente i Sony-telefonen. Når så det er sagt, er detaljerne noget grynede og præget af støjreducering. HTC’en må dog stadigt bøje sig i støvet over for overmagten.
Anden round: Væk med lyset
Anden round foregår på HTC’ens hjemmebane: i mørke. I denne scene er det kun den gullige gadebelysningen der skinner motivet op – lysniveauet her kan få de fleste kameramobiler til at gå i sort. Selv etteren fra HTC døjer med at sluge nok lys til eksponere motivet. Sony Z2 udemærker sig her ved at levere et farverigt og ganske brugbart billede – imponerende!
Nærstuderer man billedet, bliver det endnu tydeligere hvordan HTC hapser efter vejret og døjer med at hive detaljer og farver ud af scenen. Z2 er til gængæld i stand til at levere både teksturer, fine farver og skruer man opløsningen ned til 4 megapixels står det hele skarpt.
Dermed peger alt på at Xperia Z2 vil krones som bedste Android kamera – i hvert fald i når mørket falder på. Sony har udført et godt arbejde. Det er dog kun en forsmag på de mange features som M8 og Z2 kameraerne indeholder. HTC M8 kan med sin kameraduo skabe slørede baggrunde -ligesom på spejlrefleksen. På den anden side kan Z2 optage video i mageløse 4K.
Den endelige dom må derfor vente til anmeldelsen. Men Sonys nye flagskib lover ualmindeligt godt.