Kunderne flygter fra Telia
Hele 62 procent af kunderne hos Telias danske afdeling, forlader hvert år selskabet, skriver Dagbladet Børsen. Teleekspert John Strand fra Strand Consult vurderer, at der er tale om verdens største kundeflugt.
Kunde-gennemstrømningen anslås til, at være dobbelt så stor som i TDC. De 62 procent svarer til, at næsten to ud af tre mobilkunder forsvinder.
Billige mobiler har skylden
Telias adm. direktør Jesper Brøckner fortæller i avisen, at faste abonnementskunder og erhvervskunder har lavere afgang end taletidskort-kunder.
I 2004 boostede Telia kundedatabasen ved, at starte salg af billige mobiltelefoner med tilskud. Det betød, at kunderne efterfølgende smuttede til fordel for selskaber, som Telmore efter endt bindingsperiode.
John Strand mener, at reglerne i Danmark med maksimalt seks måneders binding af mobilkunderne koster mange penge for teleselskaberne. I andre lande er 12-24 måneders binding normalt.
– "De særlige danske regler koster Telia op mod 1 mia. kr om året", siger John Strand til Børsen.