AI-industrien får en spand kold vand i hovedet næste år
CCS Insight, et London-baseret analysefirma, forventer, at de meget reelle udfordringer med omkostninger, risiko og kompleksitet i AI snart kan overskygge teknologiens nuværende hype.
2024 bliver således et rigtig svært år for generativ AI, som mange i dag forbinder med chatbots som ChatGPT og Google Bard, lyder det.
Generativ AI er en type kunstig intelligens, der kan skabe originalt indhold, såsom tekst, billeder eller musik ud fra en kort tekstbeskrivelse og det er en teknologi, som har været på alles læber det sidste års tid.
Se også: Hvordan er fremtiden med kunstig intelligens?
AI er overhypet
Ben Wood, chefanalytiker hos CCS Insight, siger dog til CNBC, at hypen omkring generativ AI i 2023 har været alt for voldsom, at der er tale om en decideret overhype, og at der er masser af forhindringer, der skal overvindes for at bringe den bredt ud på markedet.
“Alene omkostningerne ved at implementere og vedligeholde generativ AI er enorme,” siger Wood.
Han mener, at det vil være for dyrt for mange virksomheder og organisationer og peger på, at kun store virksomheder som for eksempel Google og Meta kan bære disse omkostninger.
Se også: De bedste telefoner til virksomheder
Chipmangel kan blive stort problem for AI
AI er som al mulig andet teknologi afhængig af chips for at køre, og firmaets forudsigelse kommer midt i bekymringerne om en global chipmangel.
Det har blandt andet fået OpenAI, der står bag ChatGPT, til at undersøge muligheden for at producere og udvikle sine egne chips.
Derudover er det også kommet frem, at OpenAI bruger op til 700.000 dollars om dagen, næsten 5 millioner kroner, på den computerkraft, der er nødvendig for at holde ChatGPT kørende.