Den kinesiske AI-chatbot DeepSeek censurerer sig selv i realtid
Brugere af den nye og meget hypede AI-chatbot fra Kina, DeepSeek, oplever, at AI-chatbotten censurerer sig selv i realtid og sletter politisk følsomme svar, efter de oprindeligt er blevet genereret.
I modsætning til traditionel censur, som sker før offentliggørelse af indholdet, sletter DeepSeek åbenlyst kontroversielle svar, lige idet svarene er blevet genereret.
Se også: Den kinesiske AI-chatbot DeepSeek imponerer og ryster AI-verdenen
Sletter svar om Kina og menneskerettigheder i realtid
For eksempel kan man få DeepSeek til at give et langt og dybdegående svar om ytringsfrihed i Kina, hvor den nævner Hong Kong-protester, menneskerettighedsforkæmpere og censur i den autonome region Xinjiang.
Straks efter svaret er genereret, forsvinder det hele og bliver erstattet med teksten: ”Beklager, jeg er ikke sikker på, hvordan jeg skal gribe dette spørgsmål an” eller ”Beklager, det er uden for min kompetence. Lad os tale om noget andet.”
DeepSeeks sprogmodel, R1, er open source, og der findes allerede en version af chatbotten uden censur. I denne beskrives det ikoniske billede af Tankmanden, der standsede en kolonne kampvogne, med teksten ”universelt symbol på mod og modstand mod undertrykkende regimer”. Den kommer også ind på diskussionen om, hvorvidt Taiwan skal være en uafhængig stat og bemærker, at det er et ”komplekst og mangefacetteret” emne.
Denne åbenlyse censur i DeepSeek vækker nu opsigt og skaber bekymring om, hvorvidt AI-chatbotten er et redskab til kinesisk propaganda.
Se også: OpenAI Operator: AI-agent lader ChatGPT browse nettet for dig
Perspektivering
Censur og propaganda i AI-chatbots udfordrer vores ytringsfrihed og tillid til AI-systemer. Autoritære stater bruger censur til at styre narrativer, mens vestlige modeller filtrerer indhold af etiske hensyn.
AI’s rolle som en central kilde til information i dagens samfund gør det afgørende at sikre gennemsigtighed og balance, så censur ikke undergraver kritisk tænkning eller bliver et redskab for politiske interesser.
Se også: Meta dropper faktatjek af indhold på Facebook, Instagram og Threads