Elon Musk vil købe ChatGPT og OpenAI for 700 mia. kr.
Elon Musk har budt 97,4 mia. dollar eller 705 mia. kr. for at overtage OpenAI, skriver avisen Wall Street Journal.
Elon Musk var selv med til at stifte OpenAI tilbage i 2015, men forlod selskabet i 2019 og sagsøgte senere OpenAI for at være blevet en lukket enhed under Microsofts styre. Elon Musk har også længe kritiseret OpenAI for at have bevæget sig væk fra sin oprindelige mission om at være open source.
Det er Elon Musks advokat, Marc Toberoff, der har overleveret tilbuddet til OpenAI’s bestyrelse.
”Det er på tide, at OpenAI vender tilbage til den open source, sikkerhedsfokuserede kraft, som det engang var. Vi vil sørge for, at det sker,” siger han til Wall Street Journal.
Tilbuddet fra Elon Musk kommer kun en måned efter, at OpenAI’s administrerende direktør Sam Altman i en Reddit-tråd erkendte, at OpenAI havde valgt en forkert strategi, og at virksomheden ”har brug for at finde en anden open source-strategi”.
Om Elon Musk indfrier den mission, er dog uvist, da hans eget AI-selskab, xAI, er sat i verden for at tjene penge og ikke for at stille open source-løsninger til rådighed. Det er netop gennem xAI, at Elon Musk byder på OpenAI.
”Nej tak, men vi vil købe Twitter for 9,74 mia. dollar, hvis du vil”, skrev Sam Altman sarkastisk på X, efter Wall Street Journal offentliggjorde nyheden. Det fik Elon Musk til at kalde Sam Altman for “svindler”.
Se også: OpenAI Operator: AI-agent lader ChatGPT browse nettet for dig
Perspektivering
Der findes mange forskellige AI-chatbots. I bund og grund gør de det samme: Svarer efter bedste evne på dine spørgsmål og såkaldte prompts, men der er stor forskel på, hvor godt – og ikke mindst – korrekt de svarer, hvor hurtige de er og ikke mindst om de er gratis eller koster penge.
Se priser på de bedste AI-chatbots i Danmark.
Se også: Teslas salg af elbiler i EU falder – er Elon Musk årsagen?