Machine learning skal skabe et grønnere mobilnetværk
I Telenor Danmark er der fokus på den grønne omstilling, og med et nyt AI-projekt reduceres CO2-udledningen yderligere med 470 tons i netværket årligt, da selskabet ved brug af kunstig intelligens og machine learning kan kortlægge og forudsige kundernes forbrug i løbet af dagen. Helt konkret påføres mobilmasterne i netværket ”intelligens”, for derved at kunne analysere data fra masten, som viser, hvor meget masten bliver brugt, og hvilke tidspunkter kunderne gør brug af mastens signal. Dataanalyserne bruges endeligt til at beregne, hvornår Telenor kan skrue ned for kapaciteten og derved reducere strømforbruget og CO2-udledningen.
Se også: Mobilabonnementer på Telenors netværk
Telenor har kørt flere succesfulde test, som har vist at strømforbruget kan reduceres med 2,2 Giga Watt Time eller 470 tons CO2 årligt, hvilket svarer til 500 husstandes samlede strømforbrug.
”De mest oplagte eksempler, hvor vi kan skrue op og ned, er industriområder, da masterne ikke bliver brugt om aftenen, og områder med beboelse, hvor vi kan skrue ned for kapaciteten om formiddagen og natten. Der er mange grønne muligheder med kunstig intelligens, og dette er et godt eksempel på, hvordan dataanalyse kan reducere strømforbruget og mindske vores CO2-aftryk, uden af det påvirker kvaliteten af netværket,” udtaler netværksekspert i Telenor, Jesper Mølbak.
Læs også: Telenor giver gratis årligt skærmskifte i mobilabonnementer
Naturlig køling med luft
Dette projekt er langt fra det eneste initiativ, hvor Telenor arbejder målrettet på at reducere netværkets strømforbrug og CO2-aftryk. Telenor har ligeledes udviklet sit eget nedkølingssystem til nedkøling af forskellige elementer ude på selskabets mobilmaster, hvor airconsystemer er blevet udskiftet, så nedkølingen i stedet foregår naturligt ved hjælp af luftens køling.
Telenor-koncernen arbejder på globalt plan med at reducere selskabets samlede miljø- og klimapåvirkning og levere løsninger til kunder i Norden og Asien, der medvirker til at reducere kundernes energiforbrug og CO2 aftryk. Telenors klimamål mod 2030 er baseret på sektorspecifikke CO2-udledningsmål, der skal understøtte Paris-aftalens mål om, at begrænse den globale opvarmning til 1,5 grad.
Læs også: På trods af COVID-19 får Telenor flere mobilkunder