Vagthund: ChatGPT overtræder regler om privatlivets fred

Den italienske datamyndighed Garante giver endnu en gang OpenAI's AI-chatbot ChatGPT dumpekarakter. Nu har firmaet 30 dage til at reagere på påståede brud på GDPR.

Vagthund: ChatGPT overtræder regler om privatlivets fred

Italiens svar på Datatilsynet i Danmark – Garante – har gjort OpenAI opmærksom på, at selskabets AI-chatbot ChatGPT bryder den europæiske databeskyttelsesforordning – bedre kendt som GDPR. Det offentliggjorde myndigheden mandag.

Myndigheden er en af EU’s mest proaktive, når det gælder granskninger af, om AI-platformene overholder EU’s regler. Sidste år forbød myndigheden ChatGPT på grund af påståede brud på netop GDPR.

ChatGPT blev genaktiveret, efter OpenAI ændrede på visse forhold, blandt andet vedrørende brugernes ret til at afvise samtykke til brugen af personlige data til at træne algoritmer med.

På det tidspunkt meddelte myndigheden, at den ville fortsætte med sin granskning. Det er denne efterfølgende granskning, der nu viser tegn på en eller flere yderligere brud. Myndigheden går dog ikke i detaljer med, hvilke overtrædelser, den mener der er fundet sted denne gang.

Læs også: Apple vil træne ChatGPT-konkurrent med nyhedsmediers indhold

OpenAI: Vores praksis er efter reglerne

I en udtalelse oplyser OpenAI, at selskabet ser sin praksis som i værende på linje med EU’s databeskyttelsesforordning.

”Vi arbejder aktivt for at reducere personlig data i træningen af vores systemer som ChatGPT,” står der. Videre skriver OpenAI, at selskabet ”har intentioner om at fortsætte med at samarbejde konstruktivt med Garante.”

Garante oplyste mandag, at OpenAI nu har 30 dage til at komme med modargumenter som forsvar og tilføjede, at myndigheden vil inddrage det arbejde, der er blevet gjort af en europæisk task force bestående af nationale vagthunde inden for beskyttelse af privatlivets fred.

Italien var det første land i Vesteuropa, der smed ChatGPT på porten – en platform, der hurtigt fik meget opmærksomhed hos politikere og embedsmænd.

Ifølge EU’s databeskyttelsesforordning, der blev indført i 2028, kan enhver virksomhed, der har brudt reglerne, få bøder på op til fire procent af sin årsomsætning.

I december blev EU’s politikere og regeringer enige om et sæt foreløbige regler, der skal regulere AI-systemer som ChatGPT og kom dermed et skridt nærmere et regelsæt for regulering af teknologien.

Læs også: Apple vil overgå ChatGPT med næste generation af Siri i iOS 18