Android 6.0 Marshmallow ruller ud til alle Android Wear-ure
Har du et smartwarch med Android Wear som styresystem, eksempelvis Moto 360, LG Watch Urbane eller Huawei Watch? Så er der gode nyheder, for den nyeste Android-software er i disse dage på vej til dit ur.
Læs også: Mobilsiden kårer: Årets smartwatch
I et blogindlæg skriver Android-teamet, at Android 6.0 Marshmallow ruller ud til alle ure med Android Wear hen over de kommende uger. Modsat Android til smartwatches kan Android Wear ikke tilpasses af de enkelte producenter, og derfor kan Google – på næsten magisk vis i Android-forstand – opdatere alle ure på én gang.
Marshmallow-opdateringen bringer tre store nyheder med sig: Bevægelser/gestures, beskeder via stemmen og understøttelse for opkald i ure med indbyggede højttalere.
Nemme genveje med bevægelser
Hvis du har begge hænder fyldt, kan det være noget problematisk at navigere i et smartwatch. Det problem løses med Android 6.0 Marshmallow, hvor der er kommet understøttelse for bevægelser eller gestures – ikke ved at tegne på skærmen, men ved at lave forskellige bevægelser med hånden eller armen, som sensorerne i uret kan registrere.
Læs også: Schweizisk ursalg presses af smartwatches
På en support-side uddyber Google, hvilke muligheder det giver for nemmere navigering. Der findes fire forskellige bevægelser med hånden, som enten kan lade dig scrolle gennem kort på startskærmen, vælge et kort, åbne apps og indstillingerne fra urskiven og til sidst vende tilbage til urskiven.
Send beskeder med stemmen i nye apps
En af de smarteste funktioner med et smartwatch er den nemme adgang til en stemmeassistent, som på Android er Google Nu-funktionen.
Det kan blandt andet benyttes til at sende nemme beskeder på farten med apps, der understøtter dette – og det er der nu flere apps, der gør. Listen af understøttede apps hedder nu Google Hangouts, Nextplus, Telegram, Viber, WeChat og WhatsApp, hvor du kan indtale det indhold, du vil sende.
Foretag opkald direkte fra uret
Med Android Wear er det nu også muligt at foretage opkald som på en smartphone. Det foregår via Bluetooth-forbindelsen og virker på ure som Huawei Watch og ASUS ZenWatch 2 (49 mm-udgaven), der har en indbygget højttaler, så du kan høre, hvad der bliver sagt i den anden ende af røret.
Indtil videre er det muligt at lave tale- og/eller videoopkald med appen Glide, og flere vil formentligt komme til med tiden.
Læs også: Nu virker Android-smartwatches med iPhone
Nedenfor ses listen over Android Wear-ure, som alle vil modtage den nye version:
- ASUS ZenWatch
- ASUS ZenWatch 2
- Casio Smart Outdoor WSD-F10
- Fossil Q Founder
- Huawei Watch
- LG G Watch
- LG G Watch R
- LG Watch Urbane
- LG Watch Urbane Luxe
- Motorola Moto 360 (1. generation)
- Motorola Moto 360 (2. generation)
- Motorola Moto 360 for Women
- Motorola Moto 360 Sport
- Samsung Gear Live
- Sony SmartWatch 3
- TAG Heuer Connected