Dansk Skype-stifter bag Spotify-konkurrent
Efter et langt tilløb er musiktjenesten Rdio nu kommet til Danmark og skal konkurrere mod Spotify. Bag Rdio står blandt andet danske Janus Friis, som er manden der opfandt Skype.
Det er muligt, at finde både dansk og udenlandsk musik blandt 18 millioner sange.
Nicolai Hyltén, kommunikationschef i KODA, fortæller at Rdio skiller sig ud blandt andre tjenester ved at inddrage brugerne i stil med sociale netværk.
– ”Spotify er meget bundet op på Facebook-måden at tænke på, hvor du kan se, hvad alle dine venner hører. Rdio er mere inspireret af Twitter, og er sit eget sociale medie,” siger han til DR.dk.
Rdio fungerer ligesom det kendes fra Spotify, hvor man tegner abonnement per måned. For 49,00 kroner om måneden kan du lytte til alt det musik du ønsker på web-udgaven – ønsker du også adgang fra din smartphone koster det 99,00 kroner om måneden.
Du kan downloade applikationen Rdio gratis i Apples App Store, Google Play Store og Windows Phone Store.