Fri datatrafik er måske fortid
Den tid, hvor man surfer frit på nettet med sin telefon, er måske ved at svinde ud.
Det svenske teleselskab TeliaSonera, som danske Telia er en del af, vil i fremtiden have kunderne til at betale for den data-trafik, de reelt bruger.
TeliaSonera planlægger at droppe flatrate-abonnementerne, og i stedet indføre differentierende priser ud fra kundernes reelle forbrug.
Det fremlagde Håkan Dahlström, der er chef for forretningsområdet for mobiltjenester hos TeliaSonera på Open Mobile Summit-konference i London.
Koster ekstra
Håkan Dahlström forklarer, at prissætningen i fremtiden vil blive fastsat ud fra en basispakke med begrænset download-mængde og -hastighed.
Herefter kan kunderne købe sig til flere tjenester.
Vil kunderne have adgang til for eksempel ubegrænset e-mail, så koster det ekstra.
De danske teleselskaber har endnu ikke kommenteret på historien.