Her er Bang & Olufsens musik- og design mobil
Sofistikeret design til brugere med fokus på livsstil. Sådan beskriver B&O deres musiktelefon Serenata.
Den kommer med et indbygget stereohøjtaler-system, som ifølge producenten, kan levere en uovertruffen lydkvalitet – både med og uden det såkaldte EarSet 3, stereohøjtalere.
Serenata kan afspille formaterne mp3, WMA og AAC inkl. musik som er beskyttet af DRM. Musikken overføres via BeoPlayer, der giver mulighed for organisering af musik og overførsel fra pc’en til telefonen.
Afspilning af musik kan også ske i en speciel ‘forstyr ikke’-tilstand – hvis telefonen ringer, vil den blot tage imod besked og ikke forstyrre musikken. Den har 4 GB indbygget hukommelse til musik.
Betjeningen sker via et klik-hjul, som skulle sikre let og intuitiv betjening.
Når enheden er i telefontilstand (phonemode) er displayet blåt – afspilles musik (music mode) er farven rød. Dette mener B&O ligesledes vil højne brugeroplevelsen. Displayet er i øvrigt 2,4 tommer med 256.000 farver.
B&O Serenata kan desuden bruges til mail via blandt andet pop3, imap4 m.f. Datakommunikationen sker via 3G, Turbo 3G og EDGE. Desværre understøtter telefonbogen kun 1000 kontakter.
Vægten er 135 gram og målene 63 x 109.5 x 19.7 mm. Bang & Olufsen lover op til 3 timers tale og 280 timers standby. Bruges Serenata i musiktilstand, er der strøm til 13 timers musik ved brug af headset.
B&O Serenata er designet af David Lewis og udviklet i samarbejde med Samsung. Den kommer i butikkerne omkring november måned og vil blive solgt fra B&O’s konceptbutikker. Prisen ventes lige under 10.000 kroner.
Fortællingen fortsætter
Siden redaktionen publicerede denne historie er der kommet nyt om sagen. mobilsiden kunne ikke lade være. 28/9/2007 fik historien nyt liv med en ny vinkel på temaet Samsung F330 – musikmobil med radio – Artiklen kan læses her. Vi har fastholdt interessen for emnet. Læs de sidste nyheder om Musik..