Knivskarpt pressefoto viser den kommende Moto Z3 Play
Inden længe ventes Motorola at løfte sløret for dette års udgave af Moto Z Play. Da det er tredje generation, får den ikke overraskende navnet Moto Z3 Play.
I de foregående måneder er der blevet lækket flere billeder og detaljer om telefonen, men først nu får vi det hidtil bedste indblik i, hvordan den kommende Moto Z3 Play kommer til at se ud.
Læs også: Motorolas ikoniske RAZR-smartphones kan gøre comeback
Twitter-tipsteren evleaks har nemlig delt en række detaljerede pressefotos af netop Moto Z3 Play, hvor telefonen ses fra alle vinkler. I et tweet skriver han, at den viste udgave af Moto Z3 Play har farven Deep Indigo, og der er ganske rigtigt en meget mørk grøn/blå farve.
Moto Z3 Play in Deep Indigo pic.twitter.com/868WiA3CG6
— Evan Blass (@evleaks)
Større skærm og ny fingeraftrykslæser
Det er dog ikke farven, der er den mest iøjnefaldende ændring. Moto Z3 Play får nemlig en markant større skærm end forgængeren, og det er på trods af, at dimensionerne ser ud til at være så godt som uændrede, fordi den er kompatibel med samme moduler som alle de andre Moto Z-smartphones.
Ifølge tidligere lækkede specifikationer fra den amerikanske tilsynsmyndighed FCC vokser skærmen i Moto Z3 Play til 6,1”. I forgængeren var skærmen 5,5”, og den større skærm i den kommende mobil skyldes flere ændringer. Fronthøjttaleren og frontkameraet er rykket endnu højere op, hvilket gør, at skærmen kan rykkes tilsvarende højere op. Dertil er der også meget mindre luft mellem skærmen og de øvrige dele ovenover skærmen.
Under skærmen er der ikke længere en fingeraftrykslæser ligesom i Z2 Play. Den har nemlig fået ny plads i højre side ligesom på Sonys smartphones. Den fungerer dog ikke som tænd/sluk-knap, da der er en dedikeret knap til dette i venstre side. Uden en fingeraftrykslæser på fronten er der plads til en større skærm, men Motorola har alligevel fundet plads til et lille Motorola-logo, hvor der før kun stod Moto.
Læs også: Motorola Moto G6, Moto G6 Plus og Moto G6 Play lanceret
Stort set alt andet på Moto Z3 Play ligner forgængeren Z2 Play. Samme runde kamerahus og samme flade bagside med magneter og kontakter til at holde moduler fast på bagsiden. Materialevalget kunne dog godt se ud til at være anderledes. Hvor Moto Z2 Play er udført i aluminium, ser Moto Z3 Play anderledes skinnende ud, så der er formentlig tale om et glasdesign med en ramme af aluminium.
Moto Z3 Play: Foreløbige specifikationer
Moto Z3 Play vil også byde på flere nyheder i motorrummet. Snapdragon 626-processoren i forgængeren opgraderes til den nyere Snapdragon 636, som består af otte såkaldte Kryo 260-kerner, der kører med en hastighed på op til 1,8 GHz. Dertil vil den byde på 4 GB RAM og 64 GB lagerplads.
Det er endnu uvist, hvornår Moto Z3 Play bliver præsenteret, men med alle de oplysninger, der allerede er ude, er der formentlig ikke lang tid til.
Hvilken smartphone er bedst? Se Top 20 bedste lige nu
Mere til sagen
Siden vi publicerede denne historie er der kommet nyt i sagen. mobilsiden kunne ikke slippe historien. 11/5/2018 blev bolden spillet videre med artiklen; I år er det slut med langsomme Android-opdateringer – Klik her for at læse den påfølgende artikel.. Få også seneste nyt i sagen her..