M1 vinker farvel til opkaldsafgiften
Den berømte opkaldsafgift på mobiltelefoner har siden mediernes korstog mod mobilpriser været omdiskuteret adskillige gange. Det har blandt andet resulteret i, at en kommende ny spiller på markedet vil fjerne den berygtede pengetank.
Men nu slår M1 alle på målstregen. Selskabet har nu lanceret afskaffelse af opkaldsafgift.
– "Generelt har mobilselskabernes opkaldsafgift været kritiseret af mange. Derfor lancerer vi nu et nyt produkt, hvor opkaldsafgiften fuldstændig er fjernet", fortæller direktør i M1, Mads Peter Veiby.
Det nye produkt hedder M1 Nul-opkaldsafgift, og giver kunderne den samme service og samme pris som tidligere. Undtaget er dog minutprisen, som er steget fra 38 øre til 67 øre.
Afskaffelsen skulle være en del af M1’s strategi, som skal sikre dem større markedsandele. Men det kan BiBob, den ovennævnte kommende nye spiller, ændre på. Det nye selskab, stiftet af Mr. Telmore Frank Rasmussen, kommer nemlig også med et produkt uden opkaldsafgift kombineret med ultra lave priser.
Dramatiske nedjusteringer af mobilpriser, som måske kan resultere i endnu en priskrig? Sonofon fortæller til Epn.dk, at markedet overvåges, men ønsker ikke at oplyse hvor vidt de vil afskaffe opkaldsafgiften i nogle af deres produkter.