Mobilsiden kårer: Årets fejlskud
2013 har budt på maveplaskere fra både de store etablerede aktører og fra de små. Nogle lovede mere end de kunne holde, hvor andre misforstod hvad brugerne ville have. Hvem synes du, skal løbe med æren for årets nytårstorsk?
De nominerede er:
Apple iPhone 5C. Apple har længe regeret i high-end markedet. Forventningerne var derfor høje da rygterne om en billigere iPhone florerede. Resultatet blev som bekendt iPhone 5C – men prisen skuffede mange og salget halter efter den dyrere 5S.
BlackBerry Z10. Den canadiske smartphone-gigant har blødt markedsandele, siden iPhone blev til. Skuden skulle vendes og Z10 var topmodellen der skulle genetablere BlackBerry på smartphone-scenen. Succesen udeblev og BlackBerry kæmper stadigt med røde tal.
HTC First. Facebook og smartphones passer bare godt sammen. Det mente HTC og Facebook også, og udviklede derfor HTC First: en smartphone med Facebooks hjemmestrikkede udgave af Android. Opskriften virkede fornuftig men forbrugernes dom var brutal, og stikket blev hevet for HTC First bare en måned efter udgivelsen.
HTC One Mini. Da rygterne om HTC M4 svirede på deres højeste, var der forventning om endeligt at få et flagskib i kompaktklassen (i Android-verdenen). Selvom HTC One mini gentog mange af dyderne fra storebror One var indmaden ikke helt potent nok til at kunne måle sig med topmodellerne.
Lumigon T2. Tre år efter den første danske smartphone udkom (Lumigon T1), var T2 klar – og virkede ved første øjekast lovende. Her var lækre designdetaljer, forenet med en stilren interface. Prisen og specifikationerne hang til gengæld slet ikke sammen – og det kunne selv ikke B&O-lyden redde.
Samsung Galaxy Gear. Uret har vist meget potentiale. Men succesen har været begrænset – hvorvidt det er fordi den behøver en daglig opladning, eller på grund af de få understøttede telefoner må i vurdere.
Sonys kryptiske navne. Var det noget med en Sony Xperia E, C, Z, V, Z1, M, L, T, SP eller ZR? Forvirrende model navne er ikke noget nyt, men Sonys navngivning i 2013 løfter forvirringen til nye højder.
Du kan nu være med til at bestemme hvilken smartphone der skylder flest kvajebajere for 2013. En lav placering her vil være med til at udpege de nominerede til kåringen af Årets Mobil 2013.
Du kan afgive din stemme ved at udpege din favorit herunder. Du skal logge ind på vores desktop website for at stemme.
Skriv gerne en kommentar herunder om hvorfor netop dit valg er årets fejlskud.
Du kan iøvrigt stadigt nå, at afgive din stemme for årets prisbevidste mobil, årets smarteste feature og årets bedste design.