OnePlus 2 på vej, overvejer en mini
Selvom åbent salg af OnePlus One lader vente på sig er efterfølgeren allerede nu i støbeskeen. Under en uformel ’Ask Me Anything’-session på nyhedsforummet Reddit, fremlagde OnePlus’ direktør Carl Pei firmaets planer for kommende telefoner.
Direktøren bekræftede at OnePlus 2 er på tegnebrættet og at virksomheden satser på en lancering i andet eller tredje kvartal næste år. Samtidig åbner Carl Pei døren for en mulig ’mini’-variant af stormobilen. Direktøren bekræfter: ”vi har bemærket at mange efterlyser en mindre enhed og vi er lydhøre overfor idéen. Vi overvejer det.”
Læs også: OnePlus One – Sådan spiller man sænke flagskibe [TEST]
Direktøren vil ikke udtale sig om konkrette salgstal eller det kontroversielle invite-baserede salg. Igennem flere af svarende var support, bugfixes og tilbehør derimod hovedfokus. Carl Pei forsikrede også at, det ellers aflyste bambus-cover vil være til salg igen i løbet af oktober.
OnePlus One ser dermed ud til at række ud til både nye og eksisterende kunder. Køb af OnePlus One foregår stadigt igennem det berygtede invite-system, 4 måneder efter den officielle introduktion.