Sms’erne fløj juleaften hos Telenor

Traditionen tro var der travlhed på mobilmasterne juleaften, og hos Telenor var det ingen undtagelse

Sms’erne fløj juleaften hos Telenor

Juleaften byder på juletræ, gaver og god mad – sådan er traditionen. Der er efterhånden også ved at være tradition, at der bliver sendt tusinder af trådløse julehilsner fra den ene ende af landet til den anden i form af sms’er.

Telenor målte over 6,7 millioner sms’er på sit netværk i tidsrummet mellem klokken 6.00 og så til midnat den 24. december.

”Julen er højsæson for sms’er og billedbeskeder, og den hurtige kommunikationsform bliver stadig hyppigt brugt til at sende julehilsner til venner og familie,” siger Lars Thomasen, kommerciel direktør i Telenor i en pressemeddelelse.

Læs også: Telia og Telenor færdige med historisk sammenlægning

Ud over sms’erne, som i gennemsnit løb op i over 374.000 i timen, så blev der også sendt godt 580.000 mms’er i samme tidsrum. Det giver et gennemsnit på godt 32.000 billedbeskeder i timen.

Med til historien hører selvfølgelig også, at disse tal kun gælder Telenors netværk. De andre netværks tal skal selvfølgelig lægges til, og så er der også de populære webbaserede tjenester som WhatsApp, Facebook Messenger og lignende, der nok har trukket en del trafik også.