Spotify runder 2,5 mio. abonnenter
Den svenske musiktjeneste Spotify kunne i denne uge stolt berette, at der nu er mere end to en halv million betalende kunder i butikken.
Med tanke på, at Spotify rundede sin første million kunder i marts måned, er det en imponerende vækst.
En af de væsentlige årsager er Spotifys – upopulære – parløb med Facebook, der betyder, at man skal have Facebook-konto for at oprette sig på Spotify.
Men det betyder omvendt også at Spotify, har fået snabelen direkte ned i verdens største sociale tjenestes brugerdatabase.
Men samtidig står Spotify overfor store udfordringer. Under parolen “Let’s keep the music special, f*ck Spotify” har mere end 200 små uafhængige pladeselskaber trukket sig fra samarbejdet med Spotify, ligesom flere større bands har valgt ikke at gøre sine værker tilgængelig på tjenesten. Deriblandt Coldplay, hvis seneste album, “Mylo Xyloto”, bevidst er holdt væk fra Spotify. Det samme er gældende for sangerinden Adeles seneste album.
Der skal ikke mange af den slags beslutninger til, førend værdien af Spotify falder drastisk for brugerne.
Spotify åbnede dørene i Danmark den 12. oktober.