Telegigant dropper Skype-gebyr – hæver dataprisen i stedet
Det var egentlig meningen, at svenske TeliaSonera – moderselskab til Telia i Danmark – ville kræve ekstra penge af kunderne for at benytte Skype og lignende tjenester via mobilnettet.
Nu er de planer imidlertid lagt i graven, skriver ComputerSweden.
Forklaringen er ifølge selskabets kommunikationschef, Linda Timsäter, at ‘Skype-gebyret’ blev for kompliceret at kommunikere til kunderne.
Pengene kommer dog ind på anden vis. Konsekvensen er nemlig blevet, at selskabets data-abonnementer er steget i pris.
– “Det er mere enkelt at lade IP-telefoni indgå i abonnementet. Vi ønsker, at det skal være enkelt for kunderne,” siger Linda Timsäter til ComputerSweden.
Prisstigningen skulle dreje sig om op til 30 kroner om måneden, hvilket angiveligt vil give TeliaSonera en indtægt på op imod 200 millioner svenske kroner årligt.