Analytiker: 2021-iPhones kan kun oplades trådløst
Det har været rygtet i lang tid, men nu kan det altså blive en realitet: Apple dropper Lightning-porten. Desværre er det ikke for udskifte det med USB-C, men i stedet for helt at droppe kablet opladning. Det påstår den velkendte og normalt meget troværdige Apple-analytiker Ming-Chi Kuo.
Både Apples nye iPads og MacBook har allerede kastet sig over USB-C, men åbenbart vil Apple ikke gøre det samme med iPhones. I stedet vil de gå efter en “fuldstændig trådløs oplevelse”, hvilket ikke vil ske næste år, men næste år igen. Kuo siger, at billigere iPhones i 2021 stadig vil have kablet opladning, men de dyrere modeller vil udelukkende kunne oplades trådløst.
Det lyder måske spændende med en 100 procent trådløs iPhone, men det vil fx gøre det umuligt at bruge kablede hovedtelefoner, samt det vil være besværligt at bruge telefonen under opladning.
Herunder giver Kuo et overblik over næste års iPhones, et line-up der ligner det vi tidligere har set fra J.P. Morgan, og lidt information om 2021-iPhones.
Der kommer fem iPhones næste år
Næste år forventes der hele fem nye iPhones: En 6,7 tommer topmodel, en 6,1 tommer topmodel, en 6,1 tommer billigere model og en mindre 5,4 tommer – alle med understøttelse af 5G. Derudover påstår Kuo, at der i første halvdel af 2020 lanceres en ny udgave af den populære iPhone SE med 4,7 tommer skærm og design som iPhone 8.