Analytiker: Næste års iPhones understøtter dual-SIM
Der er noget at se frem til, når Apple om lidt under et år løfter sløret for det, der ventes at blive tre nye iPhones i samme design som iPhone X – to med OLED-skærm og en med TFT LCD-skærm.
Analytikeren Ming-Chi Kuo har nemlig afsløret i et notat, at de næste iPhones kommer til at få en helt ny funktion for første gang i iPhone-sammenhæng: dual-SIM. Det skriver MacRumors.
Læs også: Alle iPhones næste år får samme design som iPhone X
Som navnet indikerer, er der ganske enkelt tale om, at der bliver mulighed for at indsætte to SIM-kort frem for kun et enkelt. Der findes flere forskellige implementeringer af, hvordan dual SIM-mobiler skal anvende de to SIM-kort. I nogle mobiler skal man inde i softwaren manuelt skifte mellem hvilket man vil bruge til opkald, beskeder og data, mens man i andre kan anvende begge SIM-kort til opkald, beskeder og/eller data samtidig.
Ifølge analytikeren vil næste års iPhone understøtte den implementering af dual-SIM, som hedder dual-SIM dual standby (DSDS), som vil gøre det muligt at trække på en dataforbindelse fra hvert SIM-kort samtidig og dermed opnå endnu højere datahastigheder og bedre dækning.
”iPhone-modellerne i andet halvår 2018 vil ikke kun byde på hurtigere LTE-overførelseshastigheder: Vi forudser, at mindst en af de nye iPhone-modeller vil understøtte dual-SIM dual standby (DSDS). Modsat eksisterende DSDS-telefoner, som typisk understøtter forbindelser med LTE + 3G, tror vi, at næste generations iPhone-modeller vil understøtte forbindelser med LTE + LTE i et forsøg på at forbedre brugeroplevelsen,” lyder det fra analytikeren ifølge MacRumors.
Kan komme med eSIM
Med Google Pixel 2 og Pixel 2 XL introducerede Google de første to smartphones med det såkaldte eSIM, som fremtidens telefoner inden for få år vil begynde at anvende. Det overflødiggør fysiske SIM-kort, da det med eSIM er muligt at åbne op for adgang til ens virtuelle SIM-kort ved blot at forbinde en ny telefon under opsætningen til et Wi-Fi-netværk. Dertil kan ens SIM-indstillinger tilpasses i en app.
Læs også: Guide: Her er landets bedste dual-SIM smartphones
Det er en mulighed, at Apples kommende dual-SIM-funktionalitet muliggøres ved brug af et almindeligt nano-SIM sammen med et eSIM, så der fortsat kun vil være en enkelt SIM-kortholder. Det er endnu ikke til at sige med sikkerhed, om det bliver tilfældet. Apple har dog allerede taget eSIM i brug i det seneste Apple Watch, men kun omkring 20 teleselskaber verden over understøtter teknologien på nuværende tidspunkt.