Apple åbner op for reparation af iPhones med originale reservedele

Apple giver nu mobiltelefonværksteder i Danmark mulighed for at reparere iPhones uden for garantien med samme originale reservedele og værktøjer som Apple og andre autoriserede serviceudbydere.

Apple åbner op for reparation af iPhones med originale reservedele

Mulighederne for at få repareret en iPhone rundt omkring i Danmark er nærmest uendelige, men kvaliteten på reservedelene og det udførte arbejde har det med at svinge.

Men nu vil Apple gøre det nemmere for danskerne at få adgang til værksteder, der reparerer iPhones med originale reservedele og med samme høje standard som Apple-autoriserede serviceudbydere (de såkaldte AASP’er). Det oplyser Apple i en pressemeddelelse.

Apple introducerer nemlig ordningen Independent Repair Provider Program i 32 lande i Europa og Canada efter at have lanceret den i USA i efteråret 2019.

Ordningen betyder, at du som forbruger vil få meget nemmere adgang til et værksted i nærheden af dig, som kan reparere din iPhone med ægte reservedele fra Apple, originale værktøjer, uddannelse fra Apple, servicevejledninger, diagnosticeringsmuligheder og andre ressourcer.

“Vi er glade for at kunne udvide vores uafhængige reparationsordning til flere steder i USA og til virksomheder i hele Europa og Canada. Når en kunde har brug for en reparation, skal vi kunne tilbyde forskellige muligheder, der ikke kun passer til vedkommendes behov, men også er en garanti for sikkerhed og kvalitet, så deres iPhone kan bruges så længe som muligt,” siger Jeff Williams, driftsleder hos Apple.

Læs også: Se den kommende 5,4″ iPhone 12 ved siden af iPhone SE og iPhone 7

Gælder kun for reparation af iPhones uden for garanti

Virksomheder kan ansøge om at blive en del af ordningen, hvis de lever op til en række krav fra Apple. Ordningen giver dog kun disse uafhængige reparationsværksteder mulighed for at reparere på iPhones, som er uden for garantien, mens de Apple-autoriserede serviceudbydere (det vil sige forhandlere som Humac og Elgiganten) og Apple selv har retten til at reparere iPhones både inden for garantien og efter garantiens udløb.

Dermed får du altså på sigt bedre muligheder for at finde et tredjepartsværksted, som kan reparere skærmen eller batteriet i din aldrende iPhone med præcis samme reservedele og efter samme retningslinjer som et Apple-autoriseret sted. Det vil formentlig give flere reparationer, der ikke giver komplikationer, fordi personalet også bliver gratis uddannet af Apple.

Det vil dog ikke være utænkeligt, at prisen for en reparation også bliver dyrere – eventuelt i samme prisleje, som Apple selv tager for reparationer – for eksempel 1.742 kroner for en iPhone 11 eller 2.812 kroner for en iPhone 11 Pro Max. Om virksomhederne fortsat må tilbyde reparationer med uoriginale reservedele til en lavere pris, er endnu uvist. Det vil vise sig, når/hvis flere danske mobiltelefonværksteder begynder at blive en del af den nye ordning.

Læs også: EU vil indføre ret til reparation og opdatering af software

Flere artikler om iPhone

Få den kronologiske fortsættelse af sagen og anvisning til hvor du finder seneste nyt om temaet. Daniel Søgaard Hald holdt fast i sin interesse i tematikken. 7/7/2020 blev sagen bragt videre med sagen Aldi sælger nu billige iPhonesKlik her for at gå til artiklen.. Se også seneste nyt om temaet ved at trykke her..