Avis: 6,5″ stor iPhone får OLED-skærm fra LG
Samsung har haft travlt. Meget travlt. Producenten har nemlig ikke kun fremstillet OLED-skærme til dets egne smartphones, men også Apples iPhone X. I år bliver der endnu mere at se til, for Apple ventes nemlig at lancere to iPhones med OLED-skærme.
Det har været svært for Samsung at følge med efterspørgslen, fordi Apples OLED-skærme kræver en særlig udskæring for at få plads til de mange sensorer, der muliggør ansigtsgenkendelse med Face ID. Derfor har det længe svirret i luften, at Apple vil gøre sig mindre afhængig af Samsung ved at få LG med ombord som leverandør af OLED-skærme.
Det var først i efteråret sidste år, at LG begyndte at satse stort på produktionen af OLED-skærme til mobiler, efter producenten for en kort stund anvendte sine egne OLED-skærme i LG G Flex og G Flex 2 i 2013 og 2015. Stille og roligt får LG indhentet mere af det tabte til Samsung, og snart skulle producenten være klar til at levere OLED-skærme til Apples iPhones. Det skriver det sydkoreanske finansmedie The Investor.
Læs også: Avis: Apple vil også investere i LG’s OLED-skærme
Ifølge avisens kilder vil LG levere dets første OLED-skærme til Apple i løbet af andet halvår. Der vil dog være tale om en relativ lille forsendelse i forhold til de store ordrer, som Samsung står for på nuværende tidspunkt. Ved første forsendelse vil LG angiveligt kun levere 15-16 millioner OLED-skærme til Apple. Til sammenligning producerer Samsung mere end 10 millioner af samme skærme til iPhone X – om måneden, skriver avisen.
To iPhones får OLED-skærm i år
LG’s produktion af OLED-skærme skal angiveligt anvendes til en 6,5” stor iPhone, som må formodes at blive lanceret dette efterår. Samsung skal derimod fremstille den mindre iPhone med OLED-skærm, som får en størrelse på mellem 5,8 og 6”. Ifølge den velkendte Apple-analytiker, Ming-Chi Kuo, lancerer Apple tre iPhones dette efterår. Den mindre iPhone med OLED-skærm måler ifølge hans oplysninger 5,8”, hvilket stemmer overens med oplysningerne fra The Investor.
Analytikeren mener også, at Apple lancerer en tredje iPhone på 6,1”, som bliver billigere og får en LCD-skærm på 6,1”. Alle tre iPhones får samme design som iPhone X. Senest har der også været forlydender om, at Apple stadig har planer om at lancere en ny iPhone SE med en 4” skærm. Det kunne i så fald være en fjerde iPhone, der kommer i år.
Læs også: Analytiker: To iPhones får OLED-skærm næste år
At Apple vælger at gøre sig mindre afhængig af Samsung kommer ikke som den helt store overraskelse. I sommer lød det nemlig fra samme avis, The Investor, at Apple havde investeret 11,5 og 17,1 milliarder kroner i opførelsen af en ny LG-fabrik til at producere netop OLED-skærme til kommendes iPhones. Også Google har investeret i OLED-skærme fra LG, som er anvendt i Pixel 2 og Pixel 2 XL.