Billeder og pris på OnePlus Open lækket før lanceringen

OnePlus Open er en af de mest ventede telefoner i 2023 og nu er billeder og pris lækket på den kommende foldbare mobil.

Billeder og pris på OnePlus Open lækket før lanceringen

Tidligere på måneden begyndte OnePlus at opbygge en hype om den kommende Open-model, da de sendte en reklamevideo ud, hvor man kunne se telefonen fra nogle vinkler, men ikke fra alle vinkler.

Der var også dækket for det, der så ud til at være en stor kameraø på bagsiden.

Se også: De bedste foldbare telefoner

To farver og med Snapdragon 8 Gen 2

Nu er der kommet mere nyt fra en pålidelig kilde, hvor vi får en hel bunke renderinger af telefonen, hvor du kan se nogle af dem øverst i artiklen. Ser man på dem, er der ikke meget overladt til fantasien længere, for her vises alle detaljerne. Og der er faktisk en gigantisk kameraø på bagsiden.

Ifølge disse renderinger og billeder kommer OnePlus Open i to farver – en version med fake sort læder og en i grønt glas. Indeni finder vi Qualcomms Snapdragon 8 Gen 2-chip. Qualcomm siges at præsentere Snapdragon 8 Gen 3 blot et par dage senere, og det sætter Open i en lidt underlig position, især fordi vi også får en pris med i den seneste omgang rygter om telefonen.

Se også: Telefoner der tager gode billeder

Hvad koster OnePlus Open i Danmark?

Her hedder det sig, at den kommer til at koster 1699 dollars i USA, hvilket er kun 100 dollars mindre end den pris, Samsung Galaxy Z Fold5 havde ved lanceringen.

I Danmark kom Galaxy Z Fold5 på markedet til en pris på 14.799 kroner og derfor er det nærliggende at tro, at prisen på OnePlus Fold lander omkring de 14.000 kroner i Danmark.

Open kommer altså ikke til at indtage en billigere position på markedet for at kompensere for en chip, der næsten med det samme vil være forældet. Når det er sagt er Snapdragon 8 Gen 2 stadig en meget kraftfuld processor og Snapdragon 8 Gen. 3 bliver formentlig heller ikke tilgængelig i nogen telefon før engang i 2024.

Se også: Foldbare telefoner med abonnement

Skærm og kamera

OnePlus Open kommer ellers med op til 16 GB LPDDR5X RAM og 256 GB hukommelse, en udvendig skærm på 6,31 tommer samt en hovedskærm på 7,8 tommer fra BOE – det er skærmen, når den er foldet ud.

Vi har i et tidligere rygte hørt, at den har et hovedkamera på 48 megapixel, en ultravidvinkel på 48 megapixel og en 3x optisk zoom på 64 megapixel.

Efter sigende lanceres OnePlus Open officielt den 19. oktober.