Billig iPhone 16e med Apple Intelligence kan komme næste uge

Allerede i næste uge kan Apple lancere den billige iPhone 16e, lyder nyt rygte. Læs mere om specifikationer og dansk pris på den kommende iPhone.

Billig iPhone 16e med Apple Intelligence kan komme næste uge

Apples nye iPhone 16e lanceres ganske snart – ifølge Bloomberg måske allerede i løbet af næste uge.

Apples lagerbeholdning af den nuværende 3. generations iPhone SE fra 2022 er ved at være opbrugt, og dermed gør Apple klar til introduktionen af den næste generation i serien af billige iPhones.

Se også: Apple lancerer ny iPhone 16e – se danske priser

iPhone 16e: Fremragende specifikationer til lav pris

iPhone 16e kommer til at blive markant bedre end den tidligere iPhone SE. Den får en meget større og bedre OLED-skærm på 6,1 tommer, og designet og ikke mindst mange af komponenterne er genbrug fra iPhone 14. Der er derfor også Face ID i stedet for Touch ID.

Mekanikken i iPhone 16e bliver meget bedre end i både den gamle iPhone SE og iPhone 14. Den får en lynhurtig A18-chip med Apple Intelligence ligesom i iPhone 16. Den bliver også Apples første smartphone med et modem, der er designet af Apple selv. Først i 2027 skulle ydeevnen i Apples eget modem være på niveau med modemmet fra Qualcomm, som anvendes i nuværende iPhones. Derfor starter Apple med at bruge modemmet i denne billige iPhone-model.

iPhone 16e får også en USB-C-port, så den overholder EU’s krav til ladestandarder inden for forbrugerelektronik. Bagpå sidder kun et enkelt kamera, og det er især her, at der er sparet.

iPhone 16e ventes at få en pris i Danmark på omkring 4.499 kr., og den bliver med al sandsynlighed lanceret via en pressemeddelelse og altså ikke en stor online præsentation.

Se også: Sammenlign Xiaomis bedste smartphones i dag

Bedste alternativer til iPhone 16e

Lanceringen af en ny, billig iPhone er tiltrængt. iPhone SE (3. generation) viser tydelige aldringstegn og er på ingen måde konkurrencedygtig selv med billige, nye Android-telefoner.

De bedste alternativer til iPhone 16e er nye Android-mellemklassetelefoner og/eller sidste generations Android-topmodeller i prislejet 3.500-4.500 kr. såsom Samsung Galaxy S24, Samsung Galaxy S24 FE, OnePlus 12R, Xiaomi Mi 14T Pro og Motorola edge 50 Ultra.

Se også: Top 5: De absolut bedste iPhones