Der er 8000 hackede iPhones i Danmark
Teleselskaberne TDC, Telia og Sonofon har for Berlingske Business trukket statistik på, hvor mange iPhones der benyttes på de danske telenet. Onsdag eftermiddag var der helt nøjagtigt 5185 iPhones tændt, og samlet har cirka 8000 været aktive i Danmark.
Tallene kan udregnes fordi alle telefoner, afgiver informationer til telenettet om, ‘hvem de er’.
Teleeksperten Torben Rune fra Netplan er overrasket.
– "Det er et imponerende tal, der overrasker mig. Det hænger givetvis sammen med, at Apple gør det samme som B&O – nemlig at producere ting med flot design og prestige. Men det vidner også om, at en dansk operatør nok kan forvente en vis markedsandel, hvis de får iPhone", siger Torben Rune til Business.dk
Iphone har været på markedet siden juni 2007, men ikke officielt i Danmark. Derfor skal de hackes/låses op, inden de kan virke på telenettet.