Disse HTC-topmodeller får Android 7.0 Nougat først
Det er knap fire måneder, siden Google kunne løfte sløret for den kommende Android-version, der dog blev annonceret under det midlertidige dæknavn Android N.
Læs også: Android N hedder nu Android 7.0 Nougat
Nu har Google omsider afsløret navnet på softwaren, som har fået navnet Nougat og versionsnummeret 7.0.
Straks efter annonceringen har HTC meldt ud, hvilke af dets topmodeller, der som de første bliver opgraderet til Android 7.0 Nougat, når softwaren er udviklet færdig og udgives i løbet af 3. kvartal.
I et tweet har HTC delt et billede af de tre modeller, der i første omgang opgraderes. Der er ikke overraskende tale om producents tre seneste smartphones: HTC 10, One A9 og One M9.
HTC melder dog intet ud om, hvornår du kan forvente at modtage softwaren. Producenten afventer nemlig nærmere information fra Google om, hvornår Android 7.0 Nougat udsendes til producenterne, så HTC kan foretage sine sædvanlige tilpasninger af brugerfladen med det velkendte HTC Sense-skin og de dertilhørende ekstra funktioner.
Læs også: Specifikationer på HTCs anden Nexus-smartphone afsløret
Frygt ikke hvis du har en anden fortsat relativ ny HTC-smartphone. HTC vil senere hen på året melde ud, hvilke andre Android-smartphones i porteføljen der også bliver opgraderet til Android 7.0 Nougat.