FBI kan ikke åbne nyere iPhones end 5c
Apple gav sig ikke over for FBI, som krævede at få adgang til en iPhone 5c tilhørende en af terroristerne bag San Bernardino-angrebet i fjor. Derfor måtte forbundspolitiet skaffe adgang ad andre veje.
Til CNN Money oplyser FBI-direktøren James Comey, at man i stedet har købt et værktøj fra tredjepart, der har været i stand til at åbne op for terroristens iPhone 5c.
“Retssagen mellem staten og Apple om San Bernardino-telefonen er afsluttet, fordi staten har købt, fra en privat part, en løsning til at komme ind i 5c-telefonen med iOS 9,” siger han til siden.
Læs også: TEMA: FBI cracker iPhone – Bør du være nervøs?
FBI kan dog ikke skaffe sig adgang til personligfølsom og hemmelig data på alle iPhone-modeller, der kan gemme på beviser i fremtidige sager. Comey erkender nemlig, at værktøjet, som ikke er beskrevet nærmere, ikke fungerer med nyere iPhones. Hensigten har nemlig kun været at få adgang til terroristens iPhone 5c i denne sag.
“Vi fortæller det til Apple. Så vil de rette det, og så er vi tilbage til, hvor vi startede. Vi ender måske der – vi har bare ikke besluttet os endnu”, lyder det fra FBI-direktøren.
Læs også: FBI åbner endnu en iPhone – uden Apples hjælp
Det købte værktøj virker kun på ”et fåtal af telefoner”, hvilket ifølge CNN Money vil sige, at det hverken virker med iPhone 5s, iPhone 6/6 Plus og iPhone 6s/6s Plus. Som ejer af en nyere iPhone end 5c kan du altså glæde dig over, at FBI endnu ikke er lykkedes med at skaffe sig adgang til det ellers krypterede data.