HTC U12+: Alle specifikationer og pressefotos lækket

HTC U12+ bliver først præsenteret den 23. maj, og som det i lang tid har været tradition, er alle specifikationer og et væld af pressefotos allerede lækket.

HTC U12+: Alle specifikationer og pressefotos lækket

Rygterne om en ny HTC U12+ har i lang tid svirret i luften, og i næste uge får vi omsider telefonen at se – i hvert fald officielt, for allerede nu er alle specifikationerne på det kommende flagskib og en masse knivskarpe pressefotos blevet lækket.

Læs også: HTC U12+ offentliggøres den 23. maj

Twitter-tipsteren evleaks lagde i går ud med at offentliggøre et tweet, hvor han viser tre pressefotos af telefonen i hvad der ser ud til at være en mørkeblå, bordeauxrød og sort variant.

Dette tweet blev kort tid efter suppleret med et nyt tweet, hvor han afslører alle specifikationer på U12+. Han er nemlig kommet i besiddelse af billeder af tre stykker papirer, som meget detaljeret viser alle specifikationerne på mobilen.

Af de lækkede oplysninger fremgår det, at HTC U12+ får en 6” stor Super LCD 6-skærm med en opløsning på 2.880 x 1.440 pixels, altså et skærmforhold på 18:9. Skærmen understøtter desuden HDR 10-standarden.

Af mekanik sidder der en Snapdragon 845-processor, som kører med en hastighed på op til 2,6 GHz. Den suppleres af 6 GB RAM, og telefonen kan fås i konfigurationer med enten 64 GB eller 128 GB lagerplads. Dertil understøttes microSD.

Læs også: Nye billeder viser HTC U12 frem

Kameramæssigt består HTC U12+ nu af to bagkameraer. Den ene sensor har en opløsning på 12 megapixel og har en vidvinklet f/1.75-optik. Den anden sensor har en opløsning på 16 megapixel og et f/2.6-teleobjektiv. Kameraet understøtter desuden op til 2x optisk zoom, og det er også udstyret med optisk billedstabilisering. Foran sidder to sensorer på 8 megapixel med en blænde på f/2.0, hvor den ene har et 84 graders synsfelt.

HTC U12+ er desuden IP68-certificeret ligesom U11+, så den er med andre ord vandtæt ned til 1,5 meter dybt vand i en halv time. Batteriet har en kapacitet på 3.500 mAh, hvilket overraskende nok er en ret betydelig tilbagegang i forhold til U11+, der har em kapacitet på 3.930 mAh. Batteriet er altså skrumpet med 11 %.

HTC U12
HTC U12+. Foto: Winfuture.de

Flere pressefotos af U12+ lækket

Det er dog ikke kun evleaks, der har afsløret U12+ før tid. Også hjemmesiden WinFuture kom i går aftes i besiddelse af pressefotos af U12+. På disse billeder ses flagskibet fra en række andre vinkler.

De mange pressefotos viser, at HTC U12+ som en af de eneste nyere topmodeller ikke får det famøse hak i skærmen, så hvis du ikke er fan af dette, er dette muligvis et godt bud på en ny topmodel. Designmæssigt ligner U12+ sin forgænger med en bagside af glas, blot med to kameraer. Det samme er tilfældet på fronten, hvor der er to selfiekameraer.