Huaweis foldbare Mate X får ny indmad inden lancering

Huaweis forsinkede foldbare smartphone, Mate X, er blevet opdateret med ny og bedre indmad. Lanceringen nærmer sig.

Mobiltelefoner

Både Samsungs og Huaweis foldbare smartphones er ude i en massiv forsinkelse. Samsungs Galaxy Fold kom tidligere på året ud til en række anmeldere, hvor den ikke ligefrem fik den bedste start. Enhedernes skærme gik i stykker og skidt fandt hurtigt vej ind og endte med at ødelægge hængsler og skærme. Huaweis Mate X skulle også have været ude tidligere i år, men blev af ukendte årsager forsinket.

Det ser umiddelbart ikke ud til at have været problemer med selve enheden og kometiske ændringer, der forsinkede Mate X. I hvert har Huawei brugt tiden på at opdatere Mate X med hurtigere og bedre indmad. 

Ifølge GSMArena vil Huawei Mate X lanceres med den endnu ikke afslørede Kirin 990, der også skulle være at finde i Mate 30 Pro. Også kameraet er blevet opdateret gevaldigt. Tidligere havde Mate X samme kamerahardware som Mate 20 Pro, men det er blevet udskiftet med hardwaren fra P30 Pro.

huawei mate x
Huawei Mate X som den blev vist frem i februar. Foto: Mobilsiden.dk

Lanceringen af Huawei Mate X er angiveligt rykket til november. Det kunne blive efter en relancering af Samsung Galaxy Fold, der er rygtet til at blive vist frem i næste måned.

Læs også: Huawei lancerer foldbar Mate X med 5G