Huaweis kurvede Mate 9 Pro får en skræmmende høj pris
Som pressefotos fra den altid velinformerede evleaks på Twitter for to uger siden kunne afsløre, er Huawei ikke kun på vej med en almindelig Mate 9-topmodel.
Ved den planlagte event i München i Tyskland den 3. november vil Huawei ifølge Twitter-tipsteren nemlig også afsløre en endnu vildere topmodel, der går under navnet Mate 9 Pro. Der er tale om den kurvede model, hvor der næppe kan være tvivl om, at der er hentet inspiration fra Samsungs nu kasserede Note 7-smartphone.
Mate 9 Pro vil være udstyret med en kurvet skærm på hele 5,9”, hvor skærmopløsningen vil være noget højere end den almindelige Mate 9 – nemlig 1.440 x 2.560 pixels (WQHD). Huaweis netop lancerede Kirin 950-processor vil være at finde i Mate 9 Pro, hvilket vil gøre den Daydream-kompatibel, så du kan opleve virtual reality efter de høje krav, som Google stiller til teknologien.
Læs også: Lækkede pressefotos: Her er Huawei Mate 9
Maskinkraften er i og for sig ganske imponerende, men den vil formentlig blive overskygget af kameraet. I et tweet skriver selvsamme evleaks nemlig, at topmodellen bliver udstyret med et kamera med 4x optisk zoom. Dermed kan der zoomes et godt stykke ind på motiver, uden at kvaliteten forringes som det er tilfældet med digital zoom i de fleste smartphones.
På billederne ses det, at både Mate 9 og Mate 9 Pro kommer med et dual-kamera lige som i P9 – fortsat i samarbejde med den tyske kameraproducent Leica. Kameraet stikker en anelse ud, men ikke meget i forhold til en række konkurrenter.
Til sidst udstyres Mate 9 Pro med 4 GB RAM og lagerplads med en kapacitet fra 64 GB til 256 GB – noget der er ganske sjældent at finde i Android-smartphones.
Over 10.000 kroner for Mate 9 Pro
De mange topspecifikationer skal du til gengæld også betale dyrt for. Hvis du synes, at iPhone 7 Plus med 256 GB lagerplads til $969 (8.699 kroner) er dyr, så bare vent, til du ser prisskiltet på Huawei Mate 9 Pro.
Ifølge evleaks får den nemlig en voldsom pris på intet mindre end $1.300 – formentlig med 256 GB lagerplads. Hvor meget er det så i danske kroner? Direkte omsat er det hele 8.885 kroner, men skulle telefonen lande i Danmark, vil prisen være markant højere.
Læs også: Fotos af Huawei Mate 9 lækket: får et buet display
Et kig på Huawei Honor 8 viser, at prisen i Danmark er cirka 28 % højere end i USA. En pris på Mate 9 Pro på det danske marked vil altså, med udgangspunkt i Honor 8-prisforskellen, lyde på svimlende 11.370 kroner. Noget tyder dog på, at den ikke vil være at finde på disse breddegrader, selv om den afsløres i Tyskland.
Tidligere oplysninger fra evleaks peger nemlig på, at det kun er Mate 9, der lanceres internationalt, hvor Mate 9 Pro er forbeholdt Kina.
Seneste nyt i fortællingen
Siden redaktionen kørte denne historie er der kommet nyt om sagen. mobilsiden gik videre med historien. d. 24/10/2016 gik vi videre med temaet i fortællingen om Overblik: Google Pixels første tests, iPhone 7 i problemer – Artiklen finder du her. Temaet er stadig aktuelt. Klik her for at læse seneste nyt..