Kina opgiver måske iPhone
China Mobile, det største mobilselskab i Kina, har netop afbrudt forhandlingerne med Apple.
Siden november har de to parter arbejdet på at finde en løsning, men Apple synes at stille for høje krav til mobilselskabet. Forhandlingerne er blevet indstillet midlertidigt, men der er dog ingen forlydender om hvornår og hvorvidt, disse skal genoptages, skriver Computerworld.
Direktøren for China Mobile udtaler til kinesiske aviser, at Apple tilsyneladende vil have for stor en kontrol med kæden. Desuden vil de have del i 30 procent af indtjeningen på iPhone.
I samme forbindelse skulle Apple dog have udtalt, at de regner med, at de samme betingelser, som de europæiske operatører såsom T-Mobile, Orange og O2 har, skal være gældende for China Mobile. Disse operatører giver nemlig 10 procent af omsætningen på iPhone til Apple.
Det spændende bliver, hvorvidt China Mobile og Apple kan nå til enighed. Hvis dette ikke lykkedes, ser det ud til at Apple vil gå glip af mange penge, idet Kina er verdens største mobilmarked med i alt 363 millioner mobil-abonnementer.