Længe ventet Google Pixel 4a afsløres 3. august

Efter mange måneders forsinkelse er Google nu ved at være klar til at præsentere mellemklassemobilen Pixel 4a. Det sker den 3. august, afslører Google nu.

Længe ventet Google Pixel 4a afsløres 3. august

Sæt kryds i kalenderen ud for mandag den 3. august. Der bliver Google Pixel 4a – en prisvenlig udgave af den eksisterende Pixel 4 – nemlig afsløret.

Det afslører Google på dets hjemmeside, hvilket hjemmesiden 9to5Google opdagede.

På sædvanlig Google-facon er der lavet en lille gåde, man skal løse for at få afsløret datoen. Det er dog en af de nemmere, da man skal klikke på nogle grå firkanter for at ændre farverne, så de passer til rækkefølgen af farverne brugt i Googles logo – det vil sige blå, rød, gul, blå, grøn og rød.

Når de rigtige farver er valgt, dukker datoen ”Aug. 3” op oven på omridset af en telefon, som med 99,9 % sikkerhed er Google Pixel 4a.

Det kunne i teorien også være en Google Pixel 5, men den menes først at komme senere på året, og netop Pixel 4a har været længe undervejs, så det vil være mærkeligt, hvis det ikke er den vi får at se på mandag.

Læs også: Google har planer om egne chips i Pixel-telefonerne i 2021

Google Pixel 4a lanceringsdato 3. august
Sådan ser det ud på Googles hjemmeside, hvor den formodede lanceringsdato er afsløret.

Pixel 4a flere måneder forsinket

Det var oprindeligt planen, at Google Pixel 4a skulle præsenteres ved Googles årlige I/O-udviklerkonference i maj, men lige som så mange andre begivenheder blev konferencen aflyst på grund af coronaviruspandemien. Og i dagene op til dukkede faktisk en hands on-video op på YouTube, hvor en lang række af specifikationerne og designet blev afsløret.

Siden aflysningen var der ikke meget nyt om, hvornår telefonen ville blive lanceret, men pludselig, for to uger siden, kom Google til at lægge et billede af telefonen op på sin egen webshop, hvor man kan se præcis det design, der blev lækket længe i forvejen.

Og nu tyder det altså på, at telefonen endelig er ved at blive afsløret, mens Pixel 5 ventes at komme senere på året.

Læs også: Her er Google Chromecast med Android TV og remote

Foto: Pigtou

Sådan bliver Pixel 4a

Ifølge rygter ser Pixel 4a ud til at komme med en 5,8 tommer OLED-skærm med en opløsning på 1.080 x 2.340 pixels. Til sammenligning sidder der en 5,7 tommer OLED-skærm i Pixel 4.

Chipsettet bliver nedgraderet til en ottekernet Snapdragon 730, som yder omkring 25-40 % mindre end Snapdragon 855 i Pixel 4, alt efter hvilken benchmark man sammenligner med. I daglig brug vil forskellen dog være væsentlig mindre, da nye mellemklassechipsets giver en brugeroplevelse, der er hurtig nok til de fleste.

Pixel 4a menes også at komme i varianter med 4 GB RAM og 64 GB lagerplads eller 4 GB RAM og 128 GB lagerplads.

Google har ry for at levere rigtig gode mobilkameraer med kun én eller to sensorer, fordi fokus i stedet er lagt på at optimere billedbehandlingen frem for at smække 1-2 ekstra sensorer på, som ikke bidrager til en samlet bedre billedkvalitet, men i stedet kun giver ekstra funktioner.

Derfor kommer Pixel 4a også kun med en enkelt sensor bagpå. Den vil angiveligt være på 12,2 megapixel, og der er sandsynligvis også tale om samme sensor som i Pixel 4. Forgængeren Pixel 3a brugte i hvert fald samme anmelderroste kamerasensor som i Pixel 3, så mon ikke det samme gør sig gældende i år?

Der florerer rygter om, at Pixel 4a vil koste alt mellem 299 og 399 dollars. Det er nok sidstnævnte, der er mest sandsynligt, da det var startprisen på Pixel 3a. Måske kan Google dog finde på at sænke prisen for at få gang i salget igen oven på coronakrisen.

Læs også: Google afslører snart ny Nest-højtaler

Foto: Pigtou

Pixel-telefoner stadig ikke officielt tilgængelige i Danmark

Dog er der det lille problem, at Google endnu ikke officielt sælger Pixel-telefonerne i Danmark og mange andre europæiske lande. Indtil videre kan Pixel-telefonerne kun købes i Australien, Canada, Frankrig, Tyskland, Irland, Italien, Japan, Singapore, Storbritannien og USA.

Det er dog efterhånden muligt at købe Googles telefoner hos ret mange danske onlineforhandlere, der parallelimporterer telefonerne fra Tyskland. Det gælder blandt andet Licotronic, Salgsbutikken, ComputerSalg, Goblue, CompuMail, Proshop/Merlin/happii og Føniks Computer.

Mange af disse webshops vil formentlig også sælge den kommende Pixel 4a, så selv om det ville være nemmere at købe og eventuelt forudbestille den direkte fra Google, er det altså ikke længere svært at få fingrene i Googles telefoner her i Danmark.

Læs også: Sådan bygger du et smart-hjem med Google Home og Google Assistent