Nokia og Microsoft satser en milliard på gennembruddet
Windows Phone skal positionere sig på smartphone-markedet og trænge igennem hos forbrugerne. Derfor satser Microsoft og Nokia nu på en reklamekampagne i milliardklassen.
Forsøget på at gøre Windows Phone til en af de allerstørste spillere på markedet har derfor fået de to selskaber til at investere 200 millioner reklame-dollars – det vil sige knap 1,2 milliarder reklame-kroner – skriver Windows IT Pro ifølge business.dk.
Og det er alene i USA.
I første omgang præsenterede Nokia de såkaldte Lumia 800– og Lumia 710-smartphones som Windows Phone-satsninger, og forleden fulgte så annonceringen af Lumia 900 ved CES-messen i Las Vegas.
Markedet domineres i øjeblikket af Android og iOS, som har været på markedet i markant længere tid end den nye udgave af Windows til mobiler.