Nye HTC U-smartphones på vej: Sådan følger du eventen i morgen
I morgen formiddag klokken 09:00 går det løs. Da holder HTC nemlig eventen kaldet ’for U’, som producenten teasede for lige knap tre uger siden.
Forud for eventen er flere informationer dukket op, og alt peger på, at HTC løfter sløret for en ny ’U’-smartphoneserie – deraf navnet ’for U’ på denne event. De seneste oplysninger peger på, at HTC lancerer tre modeller – en HTC U Play, HTC U Ultra og HTC X10.
Læs også: HTC afslører nyt, ukendt produkt den 12. januar
HTC U Play ventes at være 5,2” og lillebroren til topmodellen U Ultra på 6″, som også har gået under navnet Ocean Note. Der kan altså meget vel være tale om, at HTC lancerer to telefoner med det Ocean-koncept, der blev lækket i en video tilbage i september måned. Her ses det, hvordan HTC har skabt et design uden hardwareknapper, men i stedet berøringsfølsomme overflader langs siderne.
En række billeder fra tipsteren OnLeaks på det kinesiske sociale medie Weibo viser angiveligt en af de nye telefoner, og her optræder samme bagside på en VIVE-telefon, som blev afsløret i endnu en lækket video for få dage siden. Det er endnu uvist, hvilken model der bliver VIVE-telefonen.
Det kan være en af de to U-smartphones (eller begge for den sags skyld), lige som det også kan være den tredje smartphone, som ventes lanceret i morgen: HTC X10 som efterfølger til One X9.
Læs også: Video afslører: HTC på vej med en VIVE-smartphone
Alt sammen kan du blive meget klogere på klokken 09:00 i morgen formiddag, når det hele går løs med eventen, der livestreames på forsiden på HTC.com fra Taiwan.