OnePlus Nord 3 vist frem for første gang
OnePlus’ Nord-serie har siden lanceringen af den første model i 2020 været blandt de absolut bedste valg, når man gerne vil have en god smartphone til billige penge. Snart er OnePlus klar med en ny model i serien, som der er meget store forventninger til.
Se også: Test af OnePlus-telefoner
Bliver OnePlus Nord 3 den bedste til prisen?
OnePlus har netop delt de første billeder samt enkelte specifikationer på den kommende Nord 3, som vi her vil tage et kig på.
Lad os da starte med designet. Det er tydeligt, at OnePlus er på vej væk fra den bløde og afrundede design, som vi tidligere har set, og hen mod et mere kantet.
Det så vi med OnePlus Nord CE 3 Lite, som blev præsenteret lidt tidligere i år. Underligt nok ligner Nord 3 denne til forveksling. Men der er dog nogle enkelte forskelle, som vi kommer nærmere ind på nedenfor.
Specifikationer på OnePlus Nord 3
Det er ikke mange bekræftede specifikationer vi har endnu. Vi ved dog, at OnePlus’ Alert Slider (fysisk knap til lydindstilling) er at finde på siden af Nord 3.
Den kommer i farverne Tempest Grey (mørk grå) og Misty Green (lysegrøn).
Derudover har OnePlus haft fokus på at fjerne unødig kant omkring skærmen, hvilket giver den et moderne design og samtidig gør telefonen fysisk mindre, uden at skærmen bliver mindre.
Til sidst ved vi, at den kommer med et introduktionstilbud, hvor man får en Fujifilm Instax Mini Link 2 eller et sæt OnePlus Nord Buds.
Se også: Se test af nyeste mobiltelefoner
Rygtede specifikationer på Nord 3
Rygterne går på, at OnePlus Nord 3 har en 6,74-tommers AMOLED-skærm med en opdateringshastighed på 120 Hz, et Dimensity 9000-chipset og et 5.000 mAh-batteri med 80 Watt hurtigopladning.
Den har et 64MP hovedkamera med f/1.7 blænde, kombineret med en 8MP ultravidvinkel og en 2MP makrosensor.
Lancering af OnePlus Nord 3
Den globale og endelige lancering af OnePlus Nord 3 løber af stablen den 5. juli.