Rygte: Fremtidige Samsung mobiler får AMD-grafik
Specielle gaming-mobiler, spilstreamingstjenester og mobile spilabonnementer vidner om, at mange producenter har et stort fokus på gaming. Både Apple, Google, ASUS, Razer, OnePlus og flere andre er gået ind i gaming, på den ene eller den anden måde. Gaming er allerede nu stort, men ser i fremtiden ud til at blive endnu større, hvorfor Samsung nu ser ud til at tage et stort skridt mod bedre en bedre spiloplevelse.
Notebookcheck rapporterer fra AMD’s seneste investormøde, at de to virksomheder kunne have noget spændende i ovnen til 2021. Samarbejdet mellem Samsung og AMD er ikke nyt, men det er først nu at rygter om gaming-inspireret mobilenhed dukker op.
Samsung har tidligere promoveret gaming på deres mobiler, i form af bedre køling og hurtigere hardware, men har ikke, som flere af deres konkurrenter, direkte gået ind i gaming på mobilen. Det kunne der meget vel blive lavet om på. Specielt 5G-teknologien menes at have af afgørende rolle for den mobile gaming pga. langt lavere latency og hurtigere hastighed. Men der kræves mere end bare hurtigt net, blandt andet en hurtig grafikchip.
Samsungs mobiler er allerede udstyret med udmærkede GPU’er, men samarbejdet med AMD kunne tage ydevnen til et helt nyt niveau.
AMD, der udvikler high-end grafikkort og grafikchips til Playstation og Xbox, er for Samsung en meget seriøs partner til en dedikeret gaming-mobil. Spørgsmålet er dog om Samsung kaster sig ud i en dedikeret gaming-mobil med LED lys og hele molevitten eller bare udstyrer Galaxy S-serien og/eller Note-serien med AMD grafik.
Ifølge Notebookcheck må vi vente til 2021 med at se frugten fra samarbejdet.