Rygte: Samsung Galaxy S8 kan optage super-slow motion

Samsungs kommende Galaxy S8-topmodel kommer til at kunne optage super-slow motion-video med hele 1.000 billeder i sekundet ifølge sydkoreansk avis.

Rygte: Samsung Galaxy S8 kan optage super-slow motion

Vil du optage slow motion-video med din smartphone, topper topmodeller såsom iPhone 7 typisk ved at kunne optage 240 billeder i sekundet i HD-opløsning (720p), mens antallet af billeder i sekundet recuderes til 120 i Full HD-opløsning (1080p).

Læs også: Sony lancerer vild kamerasensor med ‘super-slowmotion’

Sådan bliver det ikke med Samsung Galaxy S8, hvis det står til den sydkoreanske avis Naver. Ifølge avisens oplysninger bliver kameraet nemlig i stand til at optage ekstrem langsom slow motion-optagelse ved hele 1.000 billeder i sekundet – og så går det altså ikke bare langsomt, men meget, meget langsomt. En så langsom slow motion-optagelse kan afsløre sekvenser, som ikke umiddelbart er til at spotte med det blotte øje.

Der er formentlig tale om en løsning i stil med den, som Sony for nyligt implementerede i firmaets seneste topmodel, Xperia XZ Premium, som kan optage super-slow motion med 960 billeder i sekundet. Ifølge hjemmesiden SamMobile kommer Samsung Galaxy S8 dog ikke til at benytte samme kamerasensor som Sony Xperia XZ Premium (Sony Exmor RS IMX 400).

Læs også: Ultra-slowmotion på vej til mobilen. Se det her

Til gengæld ventes Samsungs kamera at få mere eller mindre samme funktionalitet, hvor der implementeres et såkaldt DRAM-modul, som har langt hurtigere læsehastigheder end normal lagerplads, til midlertidigt at opbevare de store mængder billeddata, der optages. Hvis Samsungs løsning fungerer ligesom Sonys, bliver det kun muligt at optage et splitsekund i super-slow motion (0,182 sekund for at være helt præcis).

Den sydkoreanske avis sammenligner hastigheden som værende otte gange langsommere end iPhone 7’s slow motion-videoer med 120 billeder i sekundet ved Full HD-opløsningen. Det er derfor heller ikke utænkeligt, at Samsungs teknologi fungerer ved 1080p ligesom Sonys løsning gør.

Det vil alt sammen vise sig onsdag den 29. marts, hvor Samsung afslører Galaxy S8 og Galaxy S8+.