Samsung Galaxy A53 og A33 sætter ny standard for prisklassen

Samsungs nye Galaxy A53 og A33 sætter ny standard for telefoner i prisklassen. Læs hvorfor samt om specifikationer, tilgængelighed og dansk pris.

Samsung Galaxy A53 og A33 sætter ny standard for prisklassen

Samsung har netop løftet sløret for to smartphones ved navn Galaxy A53 5G og Galaxy A33 5G. Selvom der er tale om to budgetvenlige telefoner er de ganske revolutionerende – på en helt bestemt måde. Læs mere om Samsung Galaxy A53 og A33 i denne artikel, hvor vi kigger på deres specifikationer, pris og meget mere.

Se også: Sammenlign priser på Samsung-telefoner

De første Android-telefoner af deres slags

Hvad er det egentlig der er så specielt ved de to nye Android-telefoner fra Samsung, spørger du sikkert? Det handler ikke om skærmen, ydeevnen eller kameraet denne gang, men om deres levetid – i form af opdateringer. Samsung Galaxy A53 5G og A33 5G er nemlig de første Android-telefoner i prisklassen, og blandt de første Android-telefoner overhovedet, der får opdateringer i så lang tid.

Begge prisbillige mobiltelefoner fra Samsung får nemlig fire generationer af Android OS samt fem års sikkerhedsopdateringer. Og det betyder altså, at både A53 og A33 får Android 13, 14, 15 og 16. Typisk får telefoner i denne prisklasse ikke mere end 1-2 Android OS-opdateringer, så det er ganske imponerende og dejligt at se.

Lad os kigge nærmere på de to nye smartphones.

Se også: Reparation af Samsung Galaxy A33

Galaxy A53 – ligner en god deal

Galaxy A53 er den dyreste af de to nye telefoner, men stadig med en meget overkommelig pris. A53 byder på en 6,5 tommer AMOLED-skærm i fuld HD med op til 120 Hz-opdateringsfrekvens. Ydelsen kommer fra et Octa-core-chipset, som Samsung endnu ikke har løftet sløret for, men det er sandsynligvis den nye Exynos 1280. Og det resulterer i bedre ydelse end sidste års Galaxy A52. Og som navnet indikerer er den klar til 5G.

Denne gang er batteriet vokset til 5.000 mAh og der er 25W-hurtigopladning ombord. Den er IP67-certificeret.

Hovedkameraet består af en 64 MP-sensor med et f/1.8-objektiv og OIS. Hertil et 12 MP ultravidvinkelkamera (f/2.2) og et 5 MP makrokamera og en 5 MP dybdesensor.

Galaxy A53 kommer med enten 128 GB lagerplads og 6 GB RAM eller 256 GB og 8 GB RAM.

Galaxy A53 og A33
Samsungs nye Galaxy A53 og A33.

Galaxy A33 er billigere og med et par kompromisser

Man finder et nærmest identisk udseende og mange af de samme funktioner i den billigere Galaxy A33. I Galaxy A33 sidder en 6,4 tommer AMOLED-skærm i fuld HD med 90 Hz-opdateringsfrekvens. Ydeevnen kommer fra et Octa-core-chipset, men vi ved endnu ikke hvilket. Her er også 6 GB RAM og 128 GB lagerplads.

Også A33 har et 5.000 mAh batteri, men opladning er med langsommere 15W. Her er også IP67-certificering.

Hovedkameraet består af en 48 MP-sensor og et f/1.8-objektiv med OIS. Ultravidvinkelkameraet har en 8 MP-sensor, samt makroen på 5 MP og dybdesensor på 2 MP.

Her går man altså lidt ned på skærm, opladning (og måske også ydelse) og kamera, men prisen er til gengæld også billigere.

Pris på Galaxy A53 og A33 – og introtilbud

Samsung Galaxy A53 5G har en dansk vejledende pris på 3.399 kroner. Samsung Galaxy A33 5G har en dansk vejledende pris på 2.799 kroner. Ved forudbestilling af Galaxy A53 5G får man et par Galaxy Buds Live i farven Mystic Black med i købet til en værdi på DKK 1.299. Tilbuddet gælder mellem den 17.-31. marts 2022. Begge telefoner kommer uden strømadapter i salgsæsken.

Se også: Test af Samsung-telefoner