Bliver Samsung Galaxy S26-serien dyrere?

Det store spørgsmål forud for lanceringen af Samsungs næste flagskib er landet: Skal vi have endnu flere penge op af lommen i år?

Bliver Samsung Galaxy S26-serien dyrere?

Mens nogle kilder spår uændrede priser på Samsung Galaxy S26-serien, peger nye meldinger på en mærkbar prisstigning på grund af dyre komponenter.

Se også: De bedste mobiltelefoner fra Samsung

Hvad kommer Samsung Galaxy S26 til at koste?

Forventningerne til den kommende Samsung Galaxy S26-serie har været en rutsjebanetur. Efter rygter om store ændringer i modelprogrammet tyder alt nu på, at Samsung holder fast i den klassiske trio: Galaxy S26, S26+ og flagskibet S26 Ultra. Men det er prisskiltene, der lige nu stjæler overskrifterne.

I sidste uge lød de glade nyheder fra Sydkorea, at Samsung ville holde priserne i ro for at matche de nuværende S25-modeller. Men begejstringen blev kortvarig, for nu er der dukket nye rapporter op, som spekulerer i, at Samsung kan blive tvunget til at hæve priserne.

Årsagen skal findes “under motorhjelmen”, lyder det. Priserne på kritiske komponenter som RAM og lagerplads er eksploderet ind i 2026. Kombineret med en svingende valutakurs betyder det, at Samsungs mobilafdeling har svært ved at opretholde indtjeningen uden at sende regningen videre til forbrugerne.

Se også: De bedste smartphones lige nu

Europa kan slippe for prisstigninger

Interessant nok spekuleres der i, om prisstigningen vil ramme alle markeder ens. Estimater peger på en stigning på op mod 88.000 won (ca. 450-500 kr.) for 256 GB-modellerne.

“Det ser ud til, at købere i Sydkorea måske kommer til at subsidiere telefonen for resten af verden,” lyder det i analyserne.

Det betyder, at vi i Europa i bedste fald kan slippe for stigninger, hvis Samsung vælger at æde de øgede omkostninger på de store markeder for at forblive konkurrencedygtige over for Apple.

Topmodellen Samsung Galaxy S25 Ultra blev lanceret med en vejledende pris i Danmark fra 11.499 kr.

Vil der være nok nyt i Samsung Galaxy S26-serien?

Hvis prisen stiger, vil det ske på et tidspunkt, hvor opgraderingerne forventes at være “evolutionære” frem for revolutionære. Galaxy S26-serien forventes at minde meget om sin forgænger, men med den nyeste chipkraft og finpudsede AI-funktioner.

Samsung Galaxy S26-serien forventes at blive præsenteret ved et stort Unpacked-event den 25. februar 2026 i San Francisco. Først her får vi det endelige svar på, om din næste telefon kræver en større opsparing.

Se også: Læs alt om Samsung Galaxy S26-serien her